Odin

Den mægtigste af guderne?

Ifølge den nordiske mytologis skabelsesberetning hed gudernes stamfar Bure. I tidernes morgen var han fanget i Ginnungagaps mørke i en saltsten, men blev slikket fri af koen Audhumbla. Han fik sønnen Borr, som selv, med jætten Bestla, fik tre sønner – Odin, Vile og Ve.

I disse tidlige tider begyndte den evige strid mellem guderne og jætterne, som skulle rase indtil ragnarok. Odin, Vile og Ve slog nemlig urjætten Ymer – det første væsen, der var blevet skabt i Ginnungagap – ihjel. Ud af hans kropsdele skabte de verden, som vi kender den.¹

Odin er med andre ord med næsten fra begyndelsen af alting og regnes også for den øverste blandt guderne. I hvert fald ifølge Snorre, som i den Yngre Edda kalder ham “den ypperste og ældste blandt aserne” og siger, at han “styrer alting”.²

Det bliver imidlertid diskuteret, om Odin virkelig har været den øverste, eller om der snarere er tale om en rolle, han har fået med tiden.

Hvis Odin var den herskende gud, så er det måske en rolle, han først har indtaget engang i midten af det første årtusinde. Det var en mørk tid præget af strid, hvor mægtige krigsherrer samlede magten omkring sig og byggede store haller. Styrke, magt og medgang på slagmarken var vejen til overlevelse, og man har nok følt en særlig samhørighed med en krigsgud som Odin. Måske er det også i den forbindelse at forestillingen om Valhal – krigernes paradis – er vundet frem.

Det er muligt, at Odin oprindeligt er blevet tilbedt på lige fod med de andre guder, men at han som de faldne krigeres far, der nærmest adopterer dem, som er døde i kamp, har appelleret særligt til aristokratiet og krigereliten. Før har der måske været en mere ligelig magtfordeling mellem frugtbarhedsguderne, vanerne, og de mere krigeriske aser.³

Senere tiders interesse omkring nordboernes aristokratiske miljø har nok også gjort, at man har lagt uforholdsmæssig stor vægt på Odin, som blev tilbedt særligt i de højeste kredse, og at man har udviklet en opfattelse af ham som en hersker blandt guderne. De kristne skribenter opererede desuden ud fra et verdenssyn, hvor der kun var én almægtig gud, og man har måske tilpasset de gamle myter til denne forståelsesramme.⁴

Odins mange ansigter

I den norrøne litteratur finder vi over 170 forskellige tilnavne til Odin – flere end resten af den nordiske mytologis guder kan mønstre tilsammen.⁵ Det hænger dels sammen med, at der i skjaldedigtningen var tradition for at smide om sig med metaforer og synonymer, og da Odin var så populær blandt digterne, måtte man finde på et hav af tilnavne. Når han i et digt nævnes i forbindelse med afdøde krigere og Valhal, så kunne man kalde ham Valtyr, “de faldnes gud”, og så videre.

Men det hænger selvfølgelig også sammen med, at Odin har utrolig mange facetter, eller ansigter om man vil. Hans navn menes at betyde noget i retning af “den ekstatiske”, “den rasende” eller “den besatte”⁶, hvilket peger i retning af Odins rolle som troldmand, krigsgud og digtergud.

Odin er, ligesom sin fostbroder Loke, en forvandlingens mester. Vi møder ham som den mægtige konge, der sidder på sin trone i prægtige Asgård, men også som den ældede, Gandalf-lignende vandringsmand. Undertiden forlader han helt sin krop og svæver over verden som en ravn eller smyger sig gennem græsset i form af en slange.

Som krigsgud er der noget ærkemaskulint over ham, men han er samtidig udøver af sejd, hvilket blev regnet for at være umandigt. Han er højt æret og respekteret af krigerstanden, men han hænger sig i et træ, hvilket ansås som fornedrende.

Det kan altså være svært helt at ramme Odin ind, fordi han har så mange lag og elementer. Men netop forvirringen, illusionen og bedraget er nogle af hans kendetegn. En af Odins mange forklædninger er Grímnir, som slet og ret betyder “den maskerede”. Ham møder vi i Grímnismál, som helt kort fortalt går ud på at Odin, i skikkelse af Grímnir, besøger Kong Geirrød, som han har hørt slemme ting omkring. Kongen er helt uvidende om, hvem hans gæst er, og behandler ham på det groveste. Til sidst går det galt for kongen, som dør.

Ofte er det denne side af Odin, som bliver fremhævet i illustrationer af ham. Den anonyme gamle vandringsmænd med sin bredskyggede hat, som han ved lejlighed kan trække ned for at skjule det manglende højre øje – hans mest iøjnefaldende kendtetegn så at sige. Når arkæologer analyserer figurer, der er hentet på fra mulden, er netop det manglende øje en af de bedste markører på, at man har at gøre med en afbildning af Odin.

[IMG: Bronzefigur fra Lindby, Skåne, fra 600-tallet. Den manglende arm leder tankerne hen på guden Tyr, men på grund af det manglende højre øje tolkes den ofte som forestillende Odin.]

Odin som livscoach

Odins viden spænder bredt. Fra den mest basale viden om, hvordan man lever et fornuftigt liv, til den mystiske visdoms dybeste dyb.

Den første side af ham møder vi i den længste del af Hávamál, Den Højes Tale, hvor Odin giver gode råd om alt fra, hvordan man bør opføre sig i en anden mands hjem, til hvad det er for værdier, man gør bedste i at efterstræbe.

Her optræder Odin nærmest som en slags nordboernes livscoach, når han strør sine guldkorn. Vi hører for eksempel, at man ikke skal “prale af evner og kløgt, hellere lærvillig lytte”⁷ og at der “Sjældent vanker lår til liggende ulv eller sejr til sovende mand.”⁸

Mange nordboere har nok også med flovhed kunnet nikke genkendende til læresætningen “jo mere drik, des mindre vid huser mands hjerne”.⁹ Hvis der alligevel komme for meget mjød indenbords, så beroliger Odin med at ”Ingen tager dig ilde op, om du snart går hen at sove.”¹⁰

Den mystiske viden

Odin er ikke alvidende fra fødslen, og meget hans visdom – nærmere bestemt den som omhandler døden og den fjerne fortid og fremtid – er han nødt til at gå til ekstreme yderligheder for at opnå.¹¹

I Asgård sidder han på sin tronstol, Lidskjalf, hvorfra han ser “hen over alle verdener, ser hvert menneskes forehavende og forstår alt, hvad han ser.”¹² Denne viden er knyttet til de to mystiske ravne, Hugin og Munin, som han hver dag sender ud i verden. Når de vender tilbage senere på dagen, hvisker de ham i øret, alt hvad de har set. Men at søge visdom er ikke en ufarlig beskæftigelse, og Odin frygter ofte, at ravnene ikke vil vende tilbage.

Hugin og Munin i højflugt daglig
jager over Jårmungrunden,
jeg ængstes for Hugin, at han udebliver,
dog endnu mer for Munin.¹³

Denne frygt kan tolkes i sammenhæng med, at Hugin og Munin (som betyder “tanke” og “erindring”) personificerer Odins sjæl, og at deres daglige flyv over verden kan forstås som en ånderejse, Odin tager på.¹⁴ Og som med enhver rejse er der jo en risiko for, at man aldrig vender hjem. I dette tilfælde er det ånden, som ikke vender intakt tilbage til kroppen.

Der er andre kendte historier om den visdomssøgende Odin, og igen indeholder de et element af af fare og selvofrelse. En af dem omhandler, hvordan han drog til Jötunheim, jætternes land, og opsøgte Mimers brønd – en kilde til den dybeste visdom. Her ofrede, eller “pantsatte”, han sit højre øje for at få del i denne mystiske indsigt.¹⁵ Der ligger selvfølgelig en dobbelthed i, at Odin bliver blind (på det ene øje) for at kunne se de ting, som er skjult for det blotte øje. Hermed er han en del af en større tradition omkring blinde spåmænd i norrøn litteratur.¹⁶

Jætten Mimer er selv fuld af visdom, men bliver dræbt i kølvandet på krigen mellem de to gudeslægter, aserne og vanerne. Det er vanerne, der slår ham ihjel, og de sender hans afhuggede hoved til Asgård, men Odin vækker det til live ved at smøre det ind i urter og synge tryllesange, så han fortsat kan modtage Mimers vise ord.¹⁷

Et andet sted fortælles det, hvordan Odin hængte sig fra verdentræet Yggdrasil som en ofring til sig selv. I ni dage hang han i det vindblæste træ med et selvpåført spydsår.¹⁸ Derfor kaldes han også de hængtes gud. Yggdrasil betyder i øvrigt “Odins galge”.

Jeg ved, jeg hang
på et vindrusket træ
ni nætter igennem,
stunget med spyd,
bestemt til Odin,
af mig selv til mig selv,
på træet, hvorom
ingen ved,
hvad rod det rinder af.¹⁹

Mens han hænger fra træet, får Odin hverken vådt eller tørt, men han bliver indviet i den mystiske viden. Han lærer runernes magi samt ni sange af Bölthor²⁰, og vi får også at vide, at han drikker af skjaldemjøden, som er en helt speciel mjød, der gør den, som drikker af den, utroligt veltalende.

Tidligere i Hávamál bliver det dog fortalt, at Odin får skjaldemjøden fra jætten Sutting ved at forføre hans datter, Gunnlöd.²¹ Én måde, man kan få de to versioner til at samstemme, er ved at tolke Odins oplevelse, mens han hænger i træet, som en ånderejse af shamanistisk karakter, hvor hans ånd farer til Jötunheim og stjæler mjøden.²²

Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvor langt Odin vil gå for at opnå visdom om verden og dens skæbne. Ja i flere tilfælde omgås han endda med de døde. Det sker blandt andet i digtet “Balders Drømme”, hvor baggrunden er, at Odins søn har haft mareridt om sin snarlige død. Odin er ligesom resten af aserne dybt plaget af disse varsler, for tabet af lysets gud vil indvarsle gudernes og verdens undergang. Han drager derfor til Hel, hvor han vækker en vølve fra sin grav for at få hende til at fortælle om Balders skæbne.²³

Der er noget desperat i Odins utrættelige søgen efter viden, for i nordisk mytologi står varsler til troende. Men det er som om han håber på, at hvis han bliver ved med at spørge, vil han måske engang få et andet og mere positivt svar. Men skal vi tro forudsigelsen i Vølvens Spådom, så går verden en grum skæbne i møde.²⁴

Troldmanden Odin

Snorri Sturlunson fortæller, at Odin havde mange evner udi trolddom. At han benyttede sig af runer og såkaldte galder-sange (som dem han brugte til at vække Mimers hoved til live med), og at han praktiserede den særligt kraftfulde form for magi, der kaldes sejd.²⁵ Det sagdes, at den “hørte vanerne til”²⁶, og den menes at have været udøvet fortrinsvis af kvinder.²⁷ Odin, som hverken er af vane-slægten eller kvinde, bliver da også spottet af Loke for at være kvindagtig.²⁸ Men ifølge Snorri var Odin ikke alene troldmand, han var “mesteren over dem alle”, og det er fra ham, menneskene har lært kunsten.²⁹

Med sine evner kunne han skifte ham og for eksempel antage dyreform. Han kunne se ind i fremtiden, forvolde sygdom og død, gøre fjenden blind eller give en ven overmenneskelige kræfter. Han kunne påvirke vind og vejr og sågar få jord og bjerge til at åbne sig. Og meget, meget andet.³⁰ I Hávamál strofe 146-163 finder man en længere opremsning af nogle af de magiske kunster, Odin har i arsenalet.

Hvorvidt Odin kan betragtes som en shaman eller ej er en løbende diskussion blandt forskerne. Et motiv, som har paralleller i den shamanistiske tradition, er sjælerejserne i tid og rum i skikkelse af magiske dyr, som på forskellige måder personificerer Odin. Man kan tænke på ravnene, Hugin og Munin, men også Slejpner, som rider igennem luften, og som kan rejse til og fra dødsriget, kan ses som et shamanistisk symbol.³¹

Snorri skriver, at “Odin skiftede ofte ham; da lå legemet som i søvne eller dødt, men han var da fugl eller dyr, fisk eller orm, og fór på et øjeblik til fjerne lande, i egne eller andre mænds ærinder.”³²

Digterguden

Det siges at være Odin, der bragte skjaldedigtningen til Norden. Historien bliver fortalt i Hávamál og i en længere og mere detaljeret version i Skjaldskabslæren, som dog afviger fra Hávamál på en del punkter.

Den tager sin begyndelse i tiden umiddelbart efter krigen mellem aserne og vanerne. De to gudeslægter havde nyligt sluttet fred og beseglede aftalen ved at blande spyt i et kar, og for at dette tegn på fred ikke skulle gå til spilde, skabte de en mand af spyttet, som hed Kvasir.

Han drog vidt omkring i verden for at give sin visdom til menneskene, men en dag var han så uheldig at rende ind i de to modbydelige dværge Fjalar og Galar. De lokkede ham i et baghold og dræbte ham. Bagefter tappede de ham for blod, så det fyldte to kar og en kedel. Kedlen hed Odrærer, karrene Son og Bodn. Fjalar og Galar blandede blodet med honning og derved skabte de en mjød, der havde den forunderlige effekt, at enhver som drikker af den, bliver skjald eller vismand.

Dværgene forsatte med deres morderiske gerninger, men en dag nedkaldte de sig jætten Suttings vrede, og for at undgå en grusom død forærede de ham mjøden. Sutting gemte den et sted kaldet Hnitbjerg og lod sin datter Gunnlåd bevogte den.

Odin ville have fat i digtermjøden, men det blev ikke nemt. Han måtte bruge forklædning, list såvel som magi for at nå ind i Hnitbjerg, hvor han forførte Gunnlåd og lå med hende i tre dage. Hun lod ham drikke af skjaldemjøden, og drikke det gjorde han. Han tømte hele Odrærer i ét drag, hele Bodn i det andet og Son i det tredje. Derefter forvandlede han sig til en ørn og fløj i al hast tilbage mod Asgård – forfulgt af Suttung, som også havde antaget ørneham.

Da Odin fløj ind over Asgård spyttede han mjøden ud, så den landede i nogle kar, som aserne i en fart havde stillet frem til formålet. En enkelt stråle spyttede han tilbage mod sin forfølger. Det var den mjød, som folk ikke gad drikke. Den kunne de uduelige skjalde få.

Med skjaldemjøden i sin varetægt kunne Odin smede vers så smukke, at enhver, der lyttede til ham, tog hans ord for at være den reneste sandhed.³³ Denne evne til veltalenhed og digtning kom menneskene til gode, da Odin også gav til dem af skjaldemjøden. Det var nemlig ikke kun Odin, som var modtagelig for dens kraft; drikken var så kraftig, at “enhver, som drikker af den, bliver skjald eller vismand”.³⁴

At alkohol kan gøre én mere inspireret udi tale og sang har de gamle nordboere, der havde nogle heftige drikkelag, sikkert kunnet identificere sig med. De, som ikke selv drak af mjøden, har nok været mindre imponerede. Den arabiske rejsende Ahmad al-Tartushi, som besøgte Hedeby i 900-tallet, gav i hvert fald en yderst dårlig anmeldelse af vikingernes sang i sin rejsebeskrivelse fra det kolde nord: “Aldrig har jeg hørt en frygteligere sang end folkene i Slesvigs. Det er en brummen, der kommer ud af deres struber, ligesom en hunds gøen, men endnu mere dyrisk.”

Når Odin betragtes som en digtergud, og skjaldekunsten ligefrem kaldes for “Odins skummende bæger”,³⁵ så passer det fint med hans navn, der som sagt menes at betyde “ekstase” eller “raseri”. I kunsten, såvel som i krig og i trolddom, kan mennesket overskride nogle psykiske og sjælelige grænser og opleve en form for guddommelig besættelse.

Og at han giver digtermjøden til menneskene ligger i tråd med hans højbårne status, for i nordboernes verden var det samfundsordenen, at eliten nød en række privilegier, men til gengæld berigede deres trofaste efterfølgere og undersætter. Krigerne skaffede guld, sølv og land til deres konge og fik til gengæld del deri. Digterne fik deres overnaturlige evner af Odin, måtte man forstå, og til gengæld digtede de til hans ære.

Hærfader

Nogle af Odins mange navne er Hærfader, Sejrsgud og Sejrsfader, og de viser hans pondus som krigsgud. I denne rolle bliver han ofte portrætteret med sit spyd, Gungner, som har magiske runer ristet på odden.³⁶

Både tordenguden Thor og Odin er forbundet med kamp og krig, men hvor Thor knuser jættekranier for et godt ord, optræder Odin ofte som troldmanden, der bruger sine magiske evner, eller den kølige strateg, som søger visdom inden kampens hede.

I nogle tilfælde blev Odin dog også forbundet med rå kampkraft. Det ser vi med de såkaldte bersærkere, som bed i deres skjolde af arrigskab og gik amok i en blodrus. Men her er der tale om en form for ekstase, snarere end god gammeldags råstyrke og våbensnilde. Man kan sige, at hvor Thor er forbundet med den fysiske del af kampen, er Odin forbundet med den mentale side.³⁷

Om Odins krigere, bersærkerne, siges det, at de “fór om uden brynje og var gale som hund eller varg, bed i sine skjolde og var stærke som bjørne eller okser; de dræbte folk, men på dem bed hverken ild eller jern.”³⁸

Odin står ikke i skyggerne og ser passivt til, mens kampen raser. Han kan give den ene side krigslykke, eller nok rettere – tage krigslykken fra modstanderen. Ved hjælp af sejd kunne han gøre krigere blinde og døve eller få dem til at miste forstanden af rædsel.³⁹ Ikke overraskende skriver Snorri, at “hans uvenner frygtede ham, men hans venner stolede på ham”.⁴⁰

Et sted klandrer Loke Odin for at være uretfærdig, når han bestemmer, hvem der vinder, og hvem der falder i slaget, og siger, at han lader de slappe vinde.⁴¹ Nogle steder bliver Odin ligefrem kaldet krigslysten og beskyldes for at spille parterne ud mod hinanden og starte krige.⁴² Det lægger Odin i øvrigt ikke selv skjul på, som når han i en verbal fejde med Thor om, hvem der har udført de største bedrifter, praler med, at det er ham, som ægger til kamp.⁴³

Nogle steder i den gamle litteratur optræder Odin omskifteligt og forræderisk ved at trække sin støtte tilbage fra udvalgte krigere. Det kan dog ses i sammenhæng med, at historierne er skrevet i kristen tid, hvor man har distanceret sig fra Odin og i det hele taget betragtet de hedenske guddomme i et negativt lys.⁴⁴ Man havde ingen interesse i at tegne et helt igennem heroisk portræt af Odin og ville hellere vise, at han var flosset i kanten.

Valfader

Døden og det at slå ihjel er omdrejningspunktet i krigerens liv, og her spiller Odin som Valfader (“De faldnes fader”) en helt central rolle. Det er nemlig ham, der vælger, hvem der skal falde, og hvem der skal sidde hos ham i Valhal (“de faldnes hal”) – et krigerparadis, som oplyses af skinnede sværd.

Disse udvalgte krigere, einherjer, bliver hentet af valkyrierne og bragt til Asgård, hvor de holder gilde med Odin. Han tager ikke selv for sig af drikkevarerne, men sidder i tronstolen, Lidskjalf, flankeret af sine to ulve, Geri og Freki, som han fodrer. Hver dag iklæder einherjerne sig deres brynjer og træner til det endelige slag mellem guder og jætter. De kæmper til døden, sådan som de gjorde i livet, men når dagen går på hæld, genopstår de til endnu et drikkelag i Valhal. Denne cyklus af kamp, død og genopståen fortsætter til ragnarok.

At falde på slagmarken var derfor ikke nødvendigvis en hård skæbne, det var en belønning, hvis det betød, at porten til Valhal stod åben for en på den anden side af døden.⁴⁵

Det kan virke selvmodsigende, at Odin kaldes Sejrsfader og bliver ofret til for at få krigslykke, når det er de slagne, ikke sejrsherrerne, som farer til Valhal og kommer under hans vinger. Men der var ære i kampen, både for dem som vandt, og for dem som faldt. Og en hær kunne vinde slaget, men tabe nogle af dens bedste krigere i samme ombæring. Begreber som død og sejr havde en anden betydning dengang i det gamle Norden, da Odin herskede. En tid, hvor det var almindeligt at dø ung af alskens årsager, men hvor æren og håbet om det evige liv virkede tillokkende. Som det siges i Hávamál:

Ejendom dør,
Frænder dø,
selv man dør tilsidst.
Eftermælet
aldrig dør,
når det vel er vundet.⁴⁶

Det var som sagt valkyrierne, der bragte krigerne til Valhal, men også ravne, ørne og ulve spillede en rolle. Disse dyr er i den norrøne litteratur associeret med Odin og med slagmarken, fordi de som ådselsdyr dukkede op i kølvandet på slaget og mæskede sig i de friske lig. Deres tilstedeværelse var ikke uønsket, vel at mærke, for det blev anset, som at Odin accepterede de faldne som gave og tilføjelse til sit einherjer.⁴⁷

Odin og de døde

Odins tætte forbindelse til døden stikker dybere end hans rolle omkring slagmarkens faldne. Vi har allerede set, at Odin var de hængtes gud, at han drog til dødsriget for at få viden om Balders skæbne, og at han vakte Mimers hoved til live. I alle tilfælde er Odin på jagt efter visdom og viser sig som en, der er parat til at gå utrolig langt, ja så langt som til at vække de døde til live, for at opnå den.

I Harbards Kvad er Thor og Odin oppe at toppes, og Thor spørger, hvor han dog har sine skarpe ukvemsord fra. Odin svarer, at han lærte dem af “de gamle folk som skovene have til hjem”. At der med disse ord menes gravhøje gøres klart i næste strofe, da Thor siger:

Du med godt navn
grav-dysser betegner,
når du kalder dem
boliger i skove.⁴⁸

Med andre ord så går Odin ud i skovene og opholder sig ved gravhøjene, hvor han kommunikerer med de døde. I de islandske sagaer støder vi nogle gange på levende døde, de såkaldte draugr, som forlader deres grave om natten for at sprede skræk og rædsel blandt de levende.

Også  i Ynglingesaga fortælles det at, “stundom vakte han op døde mænd af jorden”.⁴⁹ Og i Hávamál berettes det, at når Odin ser en mand, der dingler fra et reb, vækker han ham til live ved at riste magiske runer, så han kan få ham i tale.⁵⁰

Slejpner, Odins ottebende hest, er knyttet til dødsriget, som man ser i en af historierne om Balders død, hvor Hermod, Odins søn, drager til Hel for at få sin bror med tilbage til de levendes rige. Slejpner kender vejen, og de rider “ni nætter gennem mørke og dybe dale, så at han intet kunne se”⁵¹ Det menes at være Slejpner, som er afbildet på mange billedsted i færd med at transportere en afdød til Hel.⁵²

Ragnarok

I Vølvens Spådom fortælles der om verdens skæbne fra tidernes morgen til dens ende i ragnarok. Om hvordan alting vil fortæres i flammer, og om den endelige kamp mellem jætterne og guderne. Her vil Odin som krigsgud lede slagets gang:

Aserne og alle ejnherjerne ifører sig rustning og drager frem på sletten. Foran rider Odin med guldhjelm og herlig brynje og spyddet Gungnir.⁵³

Odin er den af guderne, som må bære byrden at kende til verdens tragiske skæbne. Han forsøger at omgå det uundgåelige ved at bandlyse og undertrykke kaoskræfterne. Jörmungandr, Midgårdsormen, bliver forvist til verdens ende, Hel bliver stedt ned i dødsriget som dets vogter, og Fenrisulven bliver bundet i en lænke.⁵⁴ Men alle disse foranstaltninger er selvfølgelig forgæves. Ved ragnarok møder Odin Fenrisulven, som slår ham ihjel, og verden går under. Men ud af dette kaos opstår der dog en ny verden.

Ofringer til Odin

Før et slag kunne man blóte – ofre – til Odin i håb om at få sejrslykke eller blot at modtage et varsel om, hvordan slaget ville falde ud.⁵⁵

I Olav Tryggvasons Saga er Håkon Jarl blevet tvunget til at lade sig døbe af sin konge, Harald Blåtand. Og tilmed at sejle tilbage til Norge med missionærer, som skal omvende nordmændene til kristendommen. Håkon vil det imidlertid anderledes og sætter missionærerne af og giver sig i lag med at plyndre og hærge langs kysterne som en traditionel viking. På et tidspunkt lægger han til land og afholder en stor offerfest til Odins ære. Da lejren nu bliver besøgt at to skrigende ravne tager han det som et godt tegn fra Odin og leder sin hær i kamp – og vinder da også.⁵⁶

Adam af Bremen omtaler i sin skildring af vikingernes ritualer i Uppsala ofringer i en hellig lund. Både mennesker og dyr blev hængt, og netop hængning er, som vi har set, forbundet med Odin.⁵⁷

Paulus Orosius beskrev i 400-tallet, i sin Historie mod hedningene, en kamp mellem romerne og en hær af germanske stammer, som tilsyneladende allerede på det tidspunkt har tilbedt Odin og praktiseret blót til hans ære:

Da de havde erobret begge lejre og en kæmpe mængde bytte, ødelagde fjenden helt uforståeligt og som under en forbandelse alt, hvad de havde erobret; tøj blev skåret i stykker og spredt omkring, guld og sølv blev kastet i floden, mændenes brystplader blev hakket i stykker, hestenes udstyr blev ødelagt, hestene selv blev druknet i strømhvirvlerne, og mænd, med løkker fastgjort omkring deres halse, blev hængt fra træer. Således opnåede erobreren ingen bytte, og de erobrede modtog ingen nåde.⁵⁸

Aristokratiets gud

Odin er måske nok den største af guderne i kildematerialet, men hos nordboerne blev han overhalet i popularitet af sønnen Thor.

Tordenguden var en folkelig gud, der ikke nødvendigvis glimrede med sit intellekt, men som altid aftvang sig respekt med sin hammer og superkræfter. Han drog på eventyr til jætternes land for at holde kaoskræfterne i skak, men var også forbundet med frugtbarhed. En rigtig handlingens mand, som både bonden og krigeren kunne beundre. Ikke den kløgtigste blandt guderne, men folkelig og med en sans for godt og ondt.

Odin var med sine mange masker og lag – intensiteten, mystikken, sjælerejserne, samtalerne med de døde og den mørke visdom om verdens undergang – en langt mere kompliceret figur. Han var ophøjet, men nok også svær at greje for menigmand. Et af hans mange navne, Ygg, betyder “den skrækkelige”, og for den jævne nordboer har han nok også virket skrækindgydende, hvis ikke decideret frastødende. Han var en aristokratisk gud, som fandt størst tilbedelse blandt konger, stormænd og samfundslaget omkring dem. En herskende gud, tilbedt af herskere.⁵⁹

Denne forskel i popularitet kan også ses i, hvor mange stednavne, der indeholder ordledet “Thor”, holdt op imod hvor relativt få der indeholder “Odin”.⁶⁰ To af stederne i Danmark, Odense og Onsild, betyder henholdsvis “Odins Vi” og “Odins Helligdom”, og man kan forestille sig, at de engang har været kendt som hellige steder, hvor man ofrede til Den Høje.⁶¹ Med al den makabre mystik, som omgav Alfaderen, er det måske ikke overraskende, at Thor, og ikke Odin, blev et almindeligt drengenavn.

Odin i arkæologien

Der er også kun fundet relativt få afbildninger af Odin. Det kan måske hænge sammen med, at han var så mægtig en gud, at det ganske enkelt var tabulagt at skildre ham i fysisk form.⁶² Vi har dog blandt andet sølvfiguren fra Lejre, der måske forestiller Odin på sin tronstol, Lidskjalv.

En af de ting, som går igen i figurative fremstillinger af Odin, er som nævnt at det ene øje er forskelligt fra det andet. Altså en henvisning til at Odin ofrede et øje til Mimers brønd. Han er desuden ofte iført en lang kjortel og bærer halsringe. Det skal nok forestille Draupner, Odins magiske ring, hvorfra otte andre ringe dryppede hver niende nat.

Odin havde som sagt et magisk spyd, Gungner. I det gamle Norden var det skik at kaste et spyd ind over fjendens hær før slagets gang, ledsaget af de ildevarslende ord “Odin ejer jer alle”. En henvisning til at når de faldt, ville de blive hentet til Valhal.^{63 64} Man har i vikingegrave fundet spydspidser i miniature, som måske har været amuletter, der skulle forestille Gungner.⁶⁵

1. Gylfaginning, kap. 5-8. ↩︎
2. Gylfaginning, kap. 19. Oversættelse: Thøger Larsen. ↩︎
3. Peter Pentz, i Togtet, s. 67. ↩︎
4. Karen Bek-Pedersen: Guder og gudinder i nordisk mytologi, s. 164, 173. ↩︎
5. Karen Bek-Pedersen: Guder og gudinder i nordisk mytologi, s. 153. ↩︎
6. Karen Bek-Pedersen, s. 153. ↩︎
7. Den Højes Tale, str. 6. Oversættelse: Thøger Larsen. ↩︎
8. Den Højes Tale, str. 58. Oversættelse: Thøger Larsen. ↩︎
9. Den Højes Tale, str. 12. Oversættelse: Thøger Larsen. ↩︎
10. Den Højes Tale, str. 19. Oversættelse: Thøger Larsen. ↩︎
11. Carsten Lyngdrup Madsen: Nordboernes gamle religion, s. 56. ↩︎
12. Gylfaginning, kap. 8. Oversættelse: Thøger Larsen. ↩︎
13. Grímnismál, str. 20. Oversættelse: Thøger Larsen. ↩︎
14. Anders Bæksted: Nordiske guder og helte, s. 115. ↩︎
15. Vølvens Spådom, str. 28; Gylfaginning, kap. 14. ↩︎
16. Karen Bek-Pedersen: Guder og gudinder i nordisk mytologi, s. 160. ↩︎
17. Ynglingesaga, kap. 4. ↩︎
18. Hávamál, str. 138-145. ↩︎
19. Den Højes Tale. Oversættelse: Olaf Hansen. ↩︎
20. I den nordiske mytologi er tallet ni generelt omgærdet af symbolik. ↩︎
21. Historien om hvordan Odin stjæler skjaldemjøden fortælles i Skjaldskabslæren, kap. 3-4 og i Hávamál, str. 103-110. ↩︎
22. John Lindow: Norse mythology, s. 249. ↩︎
23. Balders Drømme, str. 4 ff. ↩︎
24. Carolyne Larrington: The Norse myths that shape the way we think, s. 88. ↩︎
25. Ynglingesaga, kap. 7. ↩︎
26. Ynglingesaga, kap. 4. ↩︎
27. Carsten Lyngdrup Madsen: Nordboernes gamle religion s. 60. ↩︎
28. Loke-spliden, str. 24. ↩︎
29. Ynglingesaga, kap, 7. ↩︎
30. Ynglingesaga, kap. 7. ↩︎
31. Finn Stefánsson: Gyldendals leksikon om nordisk mytologi, s. 173. ↩︎
32. Ynglingesaga, kap. 7. ↩︎
33. Ynglingesaga, kap. 6. ↩︎
34. Skjaldskabslæren, kap. 3. ↩︎
35. Finnur Jónsson: Den norsk-islandske skjaldedigtning B, bind 1, s. 295. ↩︎
36. Kvadet om Sigerdrive, str. 18. ↩︎
37. Anders Bæksted: Nordiske guder og helte, s. 104. ↩︎
38. Ynglingesaga, kap. 6. Oversættelse: Gustav Storm. ↩︎
39. Ynglingesaga, kap. 6. ↩︎
40. Ynglingesaga, kap. 7. Oversættelse: Gustav Storm. ↩︎
41. Lokasenna, str. 22. ↩︎
42. Carsten Lyngdrup Madsen: Nordboernes gamle religion, s. 66. ↩︎
43. Sangen om Harbard, str. 24. ↩︎
44. Karen Bek-Pedersen: s. 167. ↩︎
45. Karen Bek-Pedersen: Guder og gudinder i nordisk mytologi, s. 167. ↩︎
46. Den Højes Tale, str. 76. Oversættelse: H. G. Møller. ↩︎
47. Karen Bek-Pedersen: Guder og gudinder i nordisk mytologi, s. 192. ↩︎
48. Harbards Sang. Oversættelse: Finnur Magnusson, str. 45. ↩︎
49. Ynglingsaga, kap. 7. Oversættelse: Gustav Storm. ↩︎
50. Hávamál, str. 157. ↩︎
51. Gylfaginning, kap. 48. Oversættelse: Thøger Larsen. ↩︎
52. Finn Stefánsson. Gyldendals leksikon om nordisk mytologi, s. 173. ↩︎
53. Gylfaginning, kap. 50. Oversættelse: Thøger Larsen. ↩︎
54. Gylfaginning, kap. 34. ↩︎
55. Anders Bæksted: Nordiske guder og helte, s. 104. ↩︎
56. Olav Tryggvasons Saga, kap. 71. ↩︎
57. Carsten Lyngdrup Madsen: Nordboernes gamle religion, s. 69. ↩︎
58. Paulus Orosius: Syv historiebøger mod hedningene, bog 5. ↩︎
59. Anders Bæksted: Nordiske guder og helte, s. 123. ↩︎
60. Finn Stéfansson: Gyldendals leksikon om nordisk mytologi, s. 172. ↩︎
61. Lars Christian Nørbach: De nordiske guder og vikingerne, s. 28. ↩︎
62. Lars Christian Nørbach: De nordiske guder og vikingerne, s. 22. ↩︎
63. Lars Christian Nørbach: De nordiske guder og vikingerne, s. 20. ↩︎
64. Carsten Lyngdrup Madsen: Nordboernes gamle religion, s. 65. ↩︎
65. Karen Bek-Pedersen: Guder og gudinder i nordisk mytologi, s. 194. ↩︎