Guderne ved, at Fenrisulven vil nedbringe stor ulykke over verden, og putter den i lænke. Men som det forudsiges i Vølvens Spådom, vil ulven bryde fri ved ragnarok.
Baggrund
Fenrisulven er barn af Loke og jætten Angerboda, og del af en frygtindgydende søskendeflok, der også tæller Midgårdsormen, som lever i Yderhavet og omkranser verden, og Hel, som forvalter dødsverdenen.
Det fortælles i den Yngre Edda, at da Angerboda var nedkommet, fandt aserne ud af, at afkommet eksisterede, og ved hjælp fra sejdkyndige, som kunne spå om fremtiden, blev de overbevist om, at der var tale om ondskabsfulde væsner.
Ondskab var noget, der løb i familien. Både på moderens side, men særligt på farens, og guderne vidste, at de tre søskende ville forvolde stor ulykke. Noget måtte gøres for at sikre verden mod sådanne kræfter.
Odin havde en plan for hver af de tre. Midgårdsormen blev kastet i det fjerne, dybe hav, Hel blev kastet i Niflheim, så hun kunne regere i underverdenen over dem, som dør af sygdom og alderdom. Fenrisulven blev bragt til Asgård, hvor aserne kunne holde den under opsyn og sikre sig mod at de onde varsler blev til virkelighed.1
Historien om Fenrisulven og lænken
Guderne så Fenrisulven vokse dag for dag med utrolig fart, og i baghovedet lå alle de frygtelige profetier. Faktisk var det kun Tyr, som turde komme nær nok til at fodre den.
De besluttede at smede en lænke så stærk, at den kunne holde selv på sådan et monster, og da den var færdig, viste de den til Fenrisulven. Han lod sig frivilligt lænke, overbevist om at han sagtens kunne bryde fri. Og sådan gik det da også – med bare ét spark bristede lænken.
Guderne fik bygget en ny, der var dobbelt så stærk, og lokkede Fenrisulven med løfter om berømmelse, hvis den kunne bryde sådan en lænke. Fenrisulven så på den og tøvede, men tog alligvel udfordringen op. Ved rigtig at bruge sine kræfter lykkedes det da også for den at bryde jernet, så stumperne fløj.
Nu blev Frejs sendebud, Skirnir, sendt ned til dværgene i Svartalfheim for at bede dem fremstille noget, som kunne holde selv på Fenrisulven. De gik igang med opgaven og smedede Gleipner – en magisk lænke, der var så tynd som silketråd, men ubrydelig.
Aserne lokkede Fenrisulven ud til en ø og bad ham rive Gleipner over, men den måtte indrømme, at kæden var stærkere, end den så ud. Ulven så heller ikke nogen chance for berømmelse ved at bryde sådan en silketynd lænk, og vidste desuden at hvis der var trolddom med i spillet, så ville alle hans kræfter ikke nytte noget.
Men aserne insisterede på, at Gleipner burde være en nem sag for ulven, og skulle det alligevel ikke lykkes, så havde de jo ingen grund til at frygte ham længere og kunne derfor slippe ham fri.
Fenrisulven stolede ikke på guderne, men ville heller ikke have, at der blev sået tvivl om dens mod, så den foreslog, at én af dem skulle stikke sin hånd ind i hans mund som pant på, at det gik ærligt for sig. Det indvilligede guderne i, men der var lige ét problem – ingen ville risikere sin hånd. Til sidst trådte Tyr dog frem.
Denne gang sparkede og kæmpede Fenrisulven, alt hvad den kunne, men til ingen nytte. Jo mere den kæmpede, jo strammere blev lænken. Men selvom guderne glædede sig og lo, var det værre for Tyr, for Fenrisulven havde i mellemtiden bidt hans hånd af.
Aserne tog Gleipner og tøjrede den til en sten langt nede i jorden. De satte også et sværd i ulvens mund, sådan at fråden løb og dannede en flod. Her skal Fenrisulven sidde til ragnarok, slutter fortællingen.2
Ragnarok
Men historien om Fenrisulven slutter ikke her, for som det står i Vølvens Spådom har den sin frygtelige genkomst ved dommedag – ragnarok.
Apokalypsen indledes efter tre år med krige og den lange fimbulvinter. Så bliver solen og månen slugt af to ulve og stjernerne falder; jorden og bjergene skælver, og havet skylder ind over land. Midt i dette kaos brister alle lænker og bånd, og sådan slipper Fenrisulven fri. Den farer nu gennem verden med sit gab vidtåben, så overkæben rører himlen og underkæben jorden. Ild lyser ud ad dens øjne og snude.3
Sådan som det blev spået aserne, dræber Fenrisulven Odin i kamp.4 Hvordan fortæller vølven ikke, men i et andet Edda-digt står der, at Odin bliver slugt.5 Kort efter kommer Vidar, en af Odins sønner, og hævner mordet ved at stikke sit sværd i ulvens hjerte.6
