Draugr er i de norrøne kilder betegnelsen for en levende død. Efter sagaerne at dømme havde mange af nordboerne svært ved at finde hvile i graven, og om natten kom de ud fra deres dysser og høje og aflagde de levende besøg.
Vi kender en del til fænomenet draugr fra de islandske sagaer. Og man kan nærmest ikke finde en bedre baggrund for historierne om disse gengangere, der terroriserer de levende, end isolerede gårde i den øde islandske natur. Det har sikkert løbet mangen en islænding koldt ned ad ryggen, når de hørte disse fortællinger en mørk vinteraften, mens vinden tudede om gårdbygningens hjørner.
En af de sagaer, hvor vi hører om levende døde er Eyrbyggja Saga. Den er skrevet i 1200-tallet, men foregår længe før, nemlig under overgangen til kristendommen. En tid, hvor man i Island stadig praktiserede hedenske ritualer, og hvor de døde var rastløse i graven.
En af historierne omhandler en mand ved navn Thorolf Bøgefod, som levede på Snæfellsnes-halvøen. Han dør en pludselig og unaturlig død og bliver lagt i en mægtig dysse.
Snart efter begynder mærkelige ting at ske, og folk på gården bliver bange for at være ude efter solnedgang, da det efterhånden står klart, at Thorolf går igen.
Når kvæg kom i nærheden af Thorolfs høj blev det vanvittigt og brølede sig ihjel; fugle der fløj over højen faldt døde til jorden. En fårehyrde i området blev ofte jaget af Thorolf, og en efterårsdag kom han slet ikke hjem. Da man tog ud at lede efter ham om morgenen, fandtes han død kort fra dyssen, kulsort over hele legement og med hver knogle i kroppen knust.
Vintereren kom, og rædslerne fortsatte. Særligt husfruen blev hjemsøgt, og det tog så hårdt på hende, at hun næsten gik fra forstanden og også døde kort efter. Hun blev lagt i dyssen hos Thorolf.
Folk flyttede fra gården, men Thorolf fortsatte med at gå igen i dalen. Nu søgte han blot endnu længere væk fra sin høj og fandt nye ofre. Disse blev senere set i hans følgeskab.
Man besluttede sig for at åbne Thorolfs dysse op og flytte ham til et andet sted. Da man brød den op, så man, at hans lig ikke var opløst, og han var fæl at se på. Med stort besvær, der kostede et par okser som blev vanvittige af rædsel, lykkedes det at flytte Thorolfs lig til en anden dysse langt væk og bygge et hegn omkring den, der var så højt, at kun fugle kunne komme over. Sådan fik man fred for Thorolf – i hvert fald for noget tid.
Da han endnu engang begyndte at husere, samlede en mand ved navn Thorod en gruppe fra egnens gårde, som sammen tog op til dyssen, fik liget udgravet, kremerede det og spredte dets aske for vinden. Det var omsider enden på Thorolfs terror. Og dog, for en ko på gården slikkede stenene, hvor man havde brændt Thorolfs lig, og den fødte en kalv, som blev gal og siden forvoldte Thorods død.1
Fortællingen om Thorolf er blot en ud af flere overnaturlige historier i Eyrbyggja Saga, og lignende findes her og der i sagalitteraturen. Mange af draugrne er ligesom Thorolf utroligt svære at blive fri for. Blandt de metoder, der virker, er den der bruges mod Thorolf – at brænde liget. Gerne efter at have hugget hovedet af. En anden er at hugge hovedet af og banke en pæl gennem kroppen.2 3
