Asernes hjem
Asgård er den verden, hvor stort set alle de kendte guder har deres gårde og haller.1 I Grímnismál er der oplistet en række af dem, samt hvem der bor eller er tilknyttet stedet: Trudhjem (Thor), Ydale (Ull), Valeskjalv (Måske Vale, Odins søn, eller Odin selv), Søkkvabek (Odin og Saga), Gladhjem (også Odin), Trymhjem (Tjase), Breidablik (Balder), Himmelbjerg (Hejmdal), Folkvang (Freja), Glitner (Forsete), Noatun (Njord) og Bilskirnir (Thor igen).2
I midten af Asgård ligger Idasletten. Det var her Odin, efter at Asgård var bygget, samlede de største af aserne, så de kunne rådslage omkring menneskenes skæbne, og hvordan Asgård videre skulle indrettes.
I Asgård finder man desuden Valhal, Odins hal, hvor halvdelen af de krigere, som er faldet på slagmarken, kommer til. Her sidder Odin i sit højsæde, Lidskjalv, flankeret af ulvene Geri og Freki og ravnene Hugin og Munin.
Fæstningen
Asernes verden var omgivet af en mur. Deraf endelsen -gård, som betegner et hegn, mur eller palisade, eller selve området inden for muren. Kun to af den nordiske mytologis ni verdener hedder noget med -gård (den anden er menneskenes verden, Midgård), og i kosmologien har disse “gård”-verdener været steder præget af lov og orden. I modsætning til de resterende syv verdener, som har endelsen -heim. Disse verdener var mere eller mindre utæmmede og har repræsenteret nogle kræfter, som gård-verdenerne i en eller anden grad skulle beskytte sig imod eller vogte sig for.
Historien om, hvordan Asgård blev en fæstning, fortælles i Gylfaginning. Vi hører, at efter at guderne havde bygget Midgård og Valhal blev de opsøgt af en byggearbejder, som senere skulle vise sig at være af jætteslægten. Han tilbød at opføre en mur omkring Asgård, som ville være uigennemtrængelig og kunne holde selv jætterne stangen, hvis han til gengæld fik Freja samt solen og månen som betaling. Betingelsen, som aserne stillede, var at muren skulle opføres på én vinter og uden hjælp fra mennesker, hvilket man anså for umuligt. Hvis muren på nogen måde stod ufærdig hen, når den første sommerdag oprandt, ville han ikke få sin betaling.
Byggearbejderen havde dog sin hest, Svadilfari, til at hjælpe sig, og de to viste sig at være et formidabelt makkerpar, for arbejdet skred utrolig hurtigt frem. Da der var tre dage til den første sommerdag, var muren næsten nået hele vejen rundt om Asgård.
Guderne begyndte at gå i panik og spurgte sig selv, hvem det var, der havde rodet dem ud i den forfærdelige situation, som nu så ud til at ville koste dem Freja, solen og månen. Det var Loke, som havde foreslået aftalen, og det lignede da også hans værk at bringe guderne i knibe, så de truede ham til at redde kastanjerne ud af ilden.
Loke havde ikke noget valg og iværksatte en plan. Han forvandlede sig til en hoppe, der distraherede Svadilfari og fik den til at løbe efter sig ind i en skov. Med det resultat at muren aldrig blev opført, og at Loke, i form af hoppen, fødte den ottebenede hest Slejpner, som senere kom til at tilhøre Odin.
Hvad angår byggearbejderen, så blev han rasende, og guderne så, at han var en jætte. Thor blev tilkaldt, og der gik ikke længe før Mjølner havde knust jættens skal.3
Hvor ligger Asgård?
Asgård nævnes mange steder i Snorris Edda, men det er svært at placere den geografisk. Snorre skriver, at efter guderne havde skabt Midgård og menneskeslægten, byggede de en fæstning i “verdens midte”, hvorfra Odin, siddende på Lidskjalv kunne se alle verdener og alle menneskers gøremål.4
I Gylfaginning står der, at Asgård og jorden er forbundet af regnbuebroen Bifrost.5 Ved ragnarok, verdens undergang, vil jætterne med Surt i spidsen marchere over Bifrost, og Asgård vil blive lagt øde.
Snorri skriver også, at Asgård er et andet ord for oldtidsbyen Troja, og i indledningen til Prosa Eddaen identificerer han de nordiske guder med historiske personer, der levede i antikkens verden. Ifølge Snorre er ordet “ase” således afledt af “asiat” og “Asaheim” af “Asien”, som i Middelalderen blev brugt som betegnelse for landene omkring Sortehavet. Snorris Asgård repræsenterer Troja, før den blev erobret af grækerne. Ifølge ham udvandrede trojanerne efter krigen til Norden, hvor det sofistikerede og teknisk avancerede folk blev tilbedt som guder.6
Denne teori er vel at mærke udtryk for en tænkning, der hører den kristne middelalder til. Hvis man vil have et mere autentisk billede af den nordiske kosmologi, kan man med fordel springe indledningen over og læse Gylfaginning.
