Thor er Midgårds helt og jætternes skræk. Han er en kraftkarl med et vulkansk temperament, og med sit styrkebælte spændt fast og superhammeren Mjølner i næven er han et farligt bekendtskab.
Thors familie
Thor er søn af aseguden Odin og jætten Jord, også kendt som Hlódin eller Fjørgin. Hvor Odin er velkendt i mytologien, så hører vi ikke meget til Thors mor, men hun er måske blevet set som en personificering af grundelementet jord.1
Sif, Thors hustru, beskrives som smuk og yndefuld og fungerer dermed som en slags modstykke til Thors rå kraft. De bor på en egn af Asgård, der kaldes Trudvang, på gården Bilskínir, som har 540 værelser og ifølge Snorre er den største, der nogensinde er bygget.2
Her bor de med deres fire børn, drengene Magni, Módi og Ull og datteren Trud. Det er dog lidt af en sammenbragt familie, for Ull er Sifs biologiske søn, som Thor er stedfar til, og Magni er Thors søn med jættekvinden Jernsaxa. Magni, Módi og Truds navne betyder henholdsvis Kraft, Mod og Styrke.3
Jætternes skræk, menneskenes ven
Thor er en jætte-dræber af guds nåde og den mægtigste, mest farverige og populære af de nordiske guder.
Han afbildes ofte med et stort rødt skæg, men i virkeligheden findes der ikke mange beskrivelser af hans udseende. Ifølge Trymskvadet har han dog et lynende blik, når han bliver vred.4
Thor har to geddebukke ved navn Tandgnost og Tandgrisner, som trækker hans stridsvogn over himlen. Ifølge folketroen er disse rejser ledsaget af lyn og torden. Thors navn har da også rod i det urgermanske ord for torden, *thunraz.5
Selvom Thor er mere end i stand til at klare sig på egen hånd, har han nogle gange følgeskab på sine rejser; blandt andet af Loke. På en af sine mange færder til Jötunheim fik Thor to børn, Tjalfe og Röskva, i sin tjeneste. Hvordan det gik til fortælles i historien om rejsen til Udgårdsloke.6
Thor har et magisk bælte, som fordobler hans styrke, når han tager det på, og et par handsker af jern, som er nødvendige for, at han kan holde sin hammer, Mjølner. [Gylfaginning, kap. 20] Netop Mjølner, som altid rammer sit mål, når Thor kaster den, og som altid vender tilbage i hans hånd er det kendeste Thor-symbol.7
Også jætterne er godt bekendt med hammeren – Mjølner har nemlig smadret mange af deres slægtninges kranier. Nogle af Thors tilnavne er da heller ikke til at tage fejl af – f.eks. “Jætternes Angst”, “Bjergherrernes Halsbrækker”, eller slet og ret “Jættedræber”. I de skaldiske digte findes der vers, som blot opremser hans mange ofre blandt jætterne.8
Hos aserne er der enighed om, at Thors mod og styrke, og hans hammer ikke mindst, er utrolig vigtige for Asgård. Det kan man læse om i Skjaldskabslæren, hvor Loke konkurrerer med to dværgsmede om hvem, der kan fremvise den største kostbarhed for guderne. Dværgene vinder ved at skabe Mjølner, som er uvurderlig, fordi den er det ypperste værn mod jætterne.9 Hvis ikke der var en Thor, må man forstå, så ville verden oversvømmes af horderne fra Jötunheim.
Rolle i det nordiske kosmos
Nordisk mytologi handler i sin essens om kampen mellem orden og kaos, hvor aserne repræsenterer orden. Thors fjender, altså jætterne, men først og fremmest Midgårdsormen, er derimod kaosmagter.10 Som jætternes skræk og Midgårdsormens ærkefjende er Thor altså ordenens frontkæmper.
Og så er det alligevel ikke helt så simpelt. For som tordengud repræsenterer Thor på sin vis også verdens utæmmede kræfter og indeholder et element af fare. Det må de gamle nordboere, der i højere grad end moderne mennesker var udsat for vejrets luner, nok have haft en oplevelse af. Samtidig er Midgårdsormen ikke en ubetinget kaosmagt, for uden den ville der blive ubalance i kosmos.11 Ved ragnarok slår Thor den ihjel – men dør selv kort efter af den gift Midgårdsormen har spyet ud på ham.12
Magni og Modi er blandt de overlevende efter ragnarok, og de skal arve Thors hammer. At Magni (“styrke”) og Modi (“mod”) får den mægtige hammer i hænde lyder umiddelbart betryggende – også i den nye verden vil der være beskyttere i Thors ånd.
Thor er også en gud for frugtbarhed, selvom denne side af ham er mindre udfoldet i mytologien end krigeren Thor.13 Torden er i sig selv forbundet med frugtbarhed, og i Adam af Bremens beskrivelse af templet i Uppsala hedder det sig, at Thor “råder i luften og bestemmer over lynet og tordenen, stormvejret og regnen, det gode vejr og afgrøden.”14
I det gamle Norden opfattede man i øvrigt hungersnød som noget verdens kaoskræfter forårsagede, så for bonden på sin mark var Thors kamp mod jætterne derfor også en kamp for at sikre en god høst.15
Myter om Thor
Som Snorre skriver om Thor: “Jeg kunne give dig så mange beretninger om ham, at timer ville skride, førend jeg fik sagt alt, hvad jeg ved.”16 Thor er nemlig ikke kun den mægtigste af guderne, han er også en af de mest omtalte i middelalderens skrifter, og mange af fortællingerne omhandler hans eventyr. Der har endda eksisteret mange flere myter om Thor, som er gået tabt, men som det bliver henvist til i den overleverede litteratur.17
Thors holmgang med Hrungner:
Her møder vi Thor i den klassiske rolle som en slags sherif, der opretholder lov og orden og giver urosmagere tørt på.
Da jætten Hrungner forvilder sig ind i Asgård og skaber et stort postyr, bliver Thor tilkaldt for at sætte skik på sagerne. Da Hrungner som sådan er asernes gæst i Asgård – omend en fuld og uforskammet én af slagsen – foreskriver skik og brug, at guderne ikke må udøve vold mod ham. Thor udfordrer ham derfor til holmgang i Jötunheim.
Thor hos Udgårdsloke:
På en anden rejse til Jötunheim møder Thor og hans følgesvende en jætte, som opfordrer dem til at besøge Udgårdsloke, hvor tingene ikke er, hvad de giver sig ud for at være. Det kommer der en af de mest berømte fortællinger i mytologien ud af, hvor Thor og venner deltager i en række konkurrencer, som de ikke har en chance for at vinde. Vi hører blandt andet om, hvordan Thor forgæves forsøger at løfte en kat fra jorden, som viser sig at være Midgårdsormen, og hvordan han prøver at tømme et drikkehorn i én mundfuld, men hornet er forbundet med havet, og han gør derfor kun et mindre indhug. Først da han og rejsefællerne har forladt Udgårdslokes gård får de at vide, at det hele var snyd og magi.
Tjalfe og Røskva bliver Thors trælle:
I forhistorien til oplevelserne hos Udgårdsloke rejser Thor og Loke sammen. De kommer til en gård, hvor de får husly, og Thor bidrager til gengæld med aftensmaden ved at slagte sine to geder, Tanngrisner og Tanngnjost. Han formaner bonden om, at de ikke må gøre skade på knoglerne, som i stedet skal smides på et skind. Den sultne dreng Tjalfe går imod påbuddet og brækker en knogle, så han kan suge marven ud af den.
Næste dag svinger Thor Mjølner over knoglerne på skindet for at få gedderne til at genopstå. Da opdager han, at en af dem er blevet halt. Thor får et vredesudbrud, og den skræmte bonde giver ham Tjalfe og Røskva som trælle for at formilde ham.18
Geirrød og hans døtre:
I denne historie bliver Loke taget til fange af Geirrød i jætternes land og sultet i tre måneder. For at slippe fri lover han at lokke Thor med til Geirrød, uden hammer og styrkebælte vel at mærke. Jættens forsøg på et bagholdsangreb ender selvfølgelig værst for ham selv samt for hans døtre.
Thors brudefærd:
Jætten Trym har stjålet Thors hammer og gemt den dybt under jorden. Thor må godt få den tilbage, men jætten har et afsindigt krav – han vil have den smukkeste af gudinderne, selveste kærlighedsgudinden Freja, til ægte. Aserne bryder deres hoveder med, hvordan de skal komme ud af kniben, for det er udelukket at give Freja til Trym. Det bliver Hejmdal, som kommer på en plan, der er komisk og absurd, men som viser sig at virke: Thor skal klæde sig ud som Freja og lokke Trym til at give Mjølner tilbage.
Thor får Midgårdsormen på krogen:
Under en rejse i Jötunheim skal Thor på fisketur med Hymer. Jætten er ikke videre glad for den forslugne Thor, som forrige aften nærmest har spist ham ud af huset, så han siger til Thor, at han selv må finde madding. Thor vrider hovedet af en tyr og tager det med ud på havet, hvor han selveste Midgårdsormen på krogen. Kampen mellem de to arvefjender er så voldsom, at Thors fødder går gennem båden.
Thors møde med dværgen Alvís:
Thor er kendt for sin råstyrke, ikke sit intellekt. Nogle steder virker han endda decideret langsom i optrækket, som da han bliver narret hos Udgårdsloke. I eddadigtet Alvísmál møder vi en skarpere Thor. Dværgen Alvis har, mens Thor var væk på en af sine rejser, fået løfte om Thors datters hånd. Da Thor kommer hjem nægter han at godtage aftalen og udfordrer Alvis. Hvis dværgen, hvis navn (Al-vís) antyder, at han ved alt, kan give korrekt svar på ethvert spørgsmål, han bliver stillet, vil Thor give sit samtykke. Natten igennem stiller han det ene spørgsmål efter det andet, og Alvís svarer korrekt. Men Thor har været snedig; han ved, at dværgene forvandles til sten i sollys, og han har i virkeligheden trukket tiden indtil solopgang.
Skænderiet med Odin:
En anden form for ordduel finder vi i Hárbardsljóð, også kendt som Sangen om gråskæg, hvor Thor er oppe imod selveste Odin. Her falder det mindre heldigt ud for Tordenguden. De to mødes ved en flod, som Thor prøver at krydse. Odin er forklædt som færgemand og nægter Thor overfart. Hurtigt udvikler det sig til et skænderi, eller en duel med fornærmelser som våben. Digtet tjener mest til at vise, i lettere karikeret form, hvor forskellige Odin og Thor er.
Den jævne mands gud
Thor og Odin bliver ofte sammenlignet og holdt op imod hinanden, da de begge er mægtige guder, men så forskellige som nat og dag. Hvor Odin er en utrolig kompleks gud med mange ansigter, så er Thor ligefrem og uden filter. Odin var populær som krigsgud, men synes særligt at have været dyrket blandt eliten. Thor derimod har ry for at være de jævnes gud. Det er der et eksempel på i et par linjer i førnævnte Sangen om gråskæg:
Odin får de faldne jarler, men Tor får trællene blot.19
Linjerne bliver sagt som en fornærmelse og er blevet tolket derhen, at hvor Odin var en gud for aristokratiet, så var Thor bøndernes. Samtidig så ved vi fra blandt andet skjaldedigtningen, at Thor faktisk også var højt agtet blandt de allerøverste i samfundet.20 Men han har muligvis haft en særlig plads i bøndernes hjerter.
Forkærligheden for Thor ses i de mange fund af Mjølner-amuletter og i de mange person- og stednavne, som indeholder “Thor”; som for eksempel Thorsager eller Torshavn, for at nævne et par stykker. Ugedagen torsdag er desuden opkaldt efter ham.
Der findes ganske vist arkæologiske levn efter Odin samt navne med rod i hans, men ikke i samme grad som med Thor, og når det kommer til personnavne, er Thor helt uden sammenligning den mest populære af de to. Han var tydeligvis en figur, man gerne ville forbinde sig selv og sit barn med.
For bønderne, som udgjorde langt størstedelen af befolkningen, har han som beskrevet været forbundet med frugtbarhed, men han har, i kraft af sin rolle som verdens beskytter mod jætterne, også været en figur, der stod for beskyttelse af det bestående. En gud, der drog i kamp – ikke for at erobre land, men for at slå de kaosmagter ned, som ellers ville trænge ind i ens verden. Han er ikke nødvendigvis altid den kvikkeste gud, men én man kunne sætte sin lid til, og én som gang på gang drog ud på egen hånd for at slå de nødvendige slag. Han var en gud, som bonden, faren, ægtemanden og krigeren alle kunne se op til og have som forbillede.
Ofringer til Thor
I de islandske sagaer støder man mange steder på beskrivelser af Thors popularitet. Her bliver bygget templer for at dyrke ham og rejst statuer i hans ære. I Flateyjarbók er der en beskrivelse af et tempel, hvor man, til den kristne Olav Tryggvasons vrede, havde rejst en statue af ham i guld og sølv:
Da de kom ind, så de ingen mangel på afguder, Thor sad i midten, da han blev mest dyrket, han var stor og overalt smykket med guld og sølv.21
Det er ret sandsynligt, at man har ofret gedebukke til Thor, da han jo selv ofrer sine og lader dem genopstå.22 Der er dog også nævnt menneskeofringer i Thor ære. Dudo fra St. Quentin fortæller i begyndelsen af Historia Normannorum om vikingernes barske ritualer. Vel at mærke ikke ud fra selvsyn. Han skriver, at de ofrede til og tilbad Thor. Ikke med kvæg, vin eller korn, men med det mest dyrebare af alle ofre – menneskeblod. En spåmand eller form for hedensk præst var med til at udvælge ofrene, som blev dræbt med et enkelt slag, så deres hoveder knustes.
Når blodet var tappet, som var deres skik, smurte de deres hoveder i det, og de udbredte hurtigt sejldugene på skibene i vinden, idet de troede, at de ved en sådan handling ville forsone sig med vinden og kunne rejse hurtigt i skibene.23
I Landnámabók og Eyrbyggja Saga fortælles det, at norske Torolf, som havde været en offer-mester og ivrig dyrker af Thor, blev uvenner med sin konge i Norge, Harald Hårfager, men under en blót (ofring) fik råd fra Thor om at rejse til Island og bosætte sig der.
Da skibet nærmede sig kysten, kastede han højsædestøtterne, som han havde medbragt fra sit gamle hjem, i havet.24 En af højsædestøtterne havde en udskæring af Thor, og Torolf sagde, at der, hvor hans højtærede gud end lod den drive i land, ville han bygge sin nye gård. Det blev en øde egn af det vestlige Island, og han kaldte området Torsnæs.
Ikke langt fra byggede han sin gård samt et offerhus i Thors ære, hvor mørke og blodige ritualer fandt sted. Det siges i kilderne, at på dette hellige sted stod Tors Sten, som man brækkede ryggen på dem, der var blevet udvalgt til at ofres, imod. I kulthuset opbevarede Torolf højsædestøtterne, og i midten var der en forhøjning, der mindede om et alter, hvor blodbaljen stod.25
Hammeren og korset
Der er fundet Thors hammer-amuleter i massevis rundt om i Skandinavien. De arkæologiske fund viser, at motivet er blevet stadig mere populært i den sene vikingetid, hvilket kan skyldes, at Thor blev opfattet som den gamle tros alternativ til Kristus, eller Hvidekrist som han var kendt som.
Man har nok set nogle paralleller mellem Thors kamp mod Midgårdsormen ved ragnarok og Kristus’ kamp mod djævelen. Begge blev set som beskyttere af menneskeheden i deres kamp mod kaos og ondskab.26
Da kristendommen for alvor gjorde sit indtog i Norden, blev de to trossystemer direkte konkurrenter. De har sameksisteret i fred og fordragelighed, men det at bære et kors eller en hammer om halsen har måske også været en måde, man kunne slå et slag for sin tro. En måde at påkalde sig sin gud, men også at opfordre andre til at gå samme vej.
- Karen Bek-Pedersen: Guder og gudinder i nordisk mytologi, s. 75. ↩︎
- Grímnismál, str. 24. ↩︎
- Gylfaginnung, kap. 20; Ynglingesaga kap. 5, Grímnismál, str. 4, 24. ↩︎
- Trymskvadet, str. 27. ↩︎
- Finn Stefánsson: Gyldendals leksikon om nordisk mytologi, s. 234. ↩︎
- Gylfaginning, kapitel 43. ↩︎
- Carsten Lyngdrup Madsen: Nordboernes gamle religion, s. 87. ↩︎
- Thors mange kampe mod jætterne foregår et sted, som Snorre kalder Østerled (Gylfaginnung, kap. 41) og som må være identisk med Jötunheim. ↩︎
- Skjaldskabslæren, kap. 35. ↩︎
- Finn Stefánsson: Gyldendals leksikon om nordisk mytologi, s. 235. ↩︎
- Karen Bek-Pedersen: Guder og gudinder i nordisk mytologi, s. 109. ↩︎
- Vølvens Spådom, str. 54. ↩︎
- Finn Stefánsson: Gyldendals leksikon om nordisk mytologi, s. 235. ↩︎
- Adam af Bremen: Beskrivelse af øerne i Norden. ↩︎
- Anders Bæksted: Nordiske guder og helte, s. 129. ↩︎
- Gylfaginning, kap. 20. Oversættelse: Thøger Larsen. ↩︎
- Anders Bæksted: Nordiske guder og helte, s. 148. ↩︎
- Gylfaginning, kap. 44. ↩︎
- Harbard og Tor, str. 24. Oversættelse: Thøger Larsen. ↩︎
- Karen Bek-Pedersen: Guder og gudinder i nordisk mytologi, s. 99. ↩︎
- Kong Olaf Tryggvesøns Saga, kap. 167. ↩︎
- Anders Bæksted: Nordiske guder og helte, s. 147. ↩︎
- Dudo af St. Quentin: Normanernes historie. ↩︎
- I vikingetidens langhuse var højsædet, hvor patriarken sad, den fornemmeste plads og symboliserede magten. Højsædet blev flankeret af højsædestøtter, som kunne have udskårne motiver. ↩︎
- Carsten Lyngdrup Madsen: “Gudehuse – hørg og hov” s. 297. ↩︎
- Lars Christian Nørbach: De nordiske guder og vikingene, s. 30. ↩︎