For krigeren, som kom til Valhal, var døden ikke tragisk. Han havde undgået den svageliges død af alderdom eller sygdom, hans mod og ære var intakt, og han kunne nu kæmpe og drikke til ragnaroks komme, hvor han ville tage del i den endelige kamp mellem guderne og jætterne.
Krigerhallen over dem alle
I digtet Grímnismál fra den Ældre Edda beskrives gudernes hjem i Asgård ét efter ét. Der fortælles blandt andet om et sted ved navn Gladsheim, “lysets hjem”, og at man her finder Valhal – “de slagnes hal”:
Den femte er Gladhjem, hvor gyldenskær
Valhal ligger og lyser,
der vælger Hropt de våbenslagne
døde mænd hver dag.1
Denne mægtige krigerhal har femhundrede og fyrretyve døre, og når ragnarok oprinder, vil Odins 800 krigere gå ud ad dørene for kæmpe mod kaoskræfterne.
Hvis nogen skulle være i tvivl om, at dette er hjemsted for de ypperste krigere, så fortælles det, at denne mægtige hal har spyd som tagspær, skjolde som vægge, og at bænkene er dækket med ringbrynjer. Over den vestlige indgang hænger en ulv, og ovenover svæver en ørn.2
Våbensymbolikken har i øvrigt et ekstra lag. Spyddene, der nævnes, leder tankerne hen på Gungner, Odins magiske spyd, og også på vikingetidens tradition med at kaste et spyd hen over fjendens hær og bebude “Odin ejer jer alle”. Det vil sige, “Nu sender vi jer til Valhal”.3
Drømmen om det evige gilde
De døde mænd, som nævnes i Grímnismál er Odins einherjer. Krigere, som er døde på slagmarken og udvalgt af valkyrierne og Odin til at komme til Valhal, hvor de skal kæmpe ved Hærfaderens side, når ragnarok oprinder.
Og et bedre gilde kunne man ikke forestille sig. I Valhal løb man aldrig tør for mjød, som kom fra den magiske ged Heidrun, der stod ved indgangen til hallen og spiste af Yggrassils blade. Og grisen Særimner blev slagtet hver dag, kun for at blive hel og levende igen samme aften. Det var et endeløst festmåltid.4
Odin var også til stede ved gilderne, men han deltog ikke i selve spisningen. Han drak i stedet vin og gav maden til sine ulve, Geri og Freki.5 For serveringen stod de blændende valkyrier, som ifølge heltekvadene fra Eddaen godt kunne finde på at indlede romantiske forhold til store krigere. 6
Om morgenen ifører krigerne sig ringbrynje og tager ud på en eng for at kæmpe mod hinanden til døden. Det kan måske virke som en sørgelig skæbne at skulle gentage krig og drab i efterlivet, men i nordboernes bevidsthed var krigerlivet i Valhal paradisisk. Snorre skriver om de daglige kampe til døden at “det er deres leg”.7 Når dagen går på hæld, genopstår de og rider tilbage til Valhal, hvor de hengiver sig til endnu et drikkelag.8
Valhal og vikingernes haller
Valhal har, som så mange andre elementer i nordisk mytologi, en parallel i den verden, nordboerne levede i. Vi kender til storslåede jernalder- og vikingetidshaller fra arkæologiske udgravninger af for eksempel skjoldungernes højborg i Lejre. Her sad kongen omgivet af sin hird, ligesom Odin sad blandt sine udvalgte krigere. Disse udvalgte mænd fik høj status og privilegier i kraft af deres tilknytning til magtens centrum, og også her var mad, drikke og krig et samlingspunkt.9 Nordboerne har nok haft disse haller for deres indre blik, når de har siddet ved arnens skær og hørt historierne fra Valhal.
- Grímnismál, str. 8. Oversættelse: Thøger Larsen. ↩︎
- Grímnismál, str. 9 og 10. ↩︎
- Karen Bek-Pedersen: Guder og gudinder i nordisk mytologi, s. 168. ↩︎
- Gylfaginning, kap. 37 og 38. ↩︎
- Grímnismál, str. 19. ↩︎
- Gylfaginning, kap. 35. ↩︎
- Gylfaginning, kap. 40. ↩︎
- Kvadet om Vaftrudner, str. 41. ↩︎
- Karen Bek-Pedersen, 163. ↩︎