I Yderhavet, som omkranser verden, lever Midgårdsormen, der er så lang, at den kan bide sig selv i halen. Når ragnarok oprinder, søger den op på land, hvor den vil kæmpe mod Thor.
Baggrund
Jörmungandr, “den store stav”, er bedre kendt som Midgårdsormen. Den er Lokes afkom med jætten Angerboda og har to fæle søskende – Fenrisulven, som guderne puttede lænke på, og Hel, som forvalter dødsverdenen.
Fælles for de tre er at de fysisk ikke har megen lighed med jætterne. Fenrisulven og Midgårdsormen er monstrøse både i udseende og størrelse; Hel beskrives derimod som menneskelignende, altså bortset fra at hun er halvt ligsort.1
I den Yngre Edda fortælles det, at da guderne fik nys om Midgårdsormen og hans søskende, udøvede de sejd for at spå om fremtiden. Sådan opdagede de, at de tre ville forårsage stor skade og ulykke i verden. Ikke kun på grund af deres jættemors, men særligt på grund af deres fars ondskabsfulde natur.
Odin bad derfor guderne om at bringe ham det uhyrlige afkom og kastede så Midgårdsormen i Yderhavet – det dybe hav, som omgiver verden. Men slangen voksede og voksede, indtil den nåede omkring hele verden og kunne bide sin egen hale.2
Thor og “katten”
I de kendteste historier om Midgårdsormen er omdrejningspunktet en slags dueller med arvefjenden Thor. Ase-guden er meget beskyttende over for den orden, der hersker i Midgård, og rejser ofte til Jötunheim for at flække jættekranier med sin hammer, Mjølner. Men hans had til Midgårdsormen synes at stikke særligt dybt, hvilket kan finde sin forklaring i historien om dengang, han besøgte den drillevorne jætte Udgårdsloke.
Her drev Udgårdsloke gæk med Thor på forskellige måder, hvor den ene var mere ydmygende end den anden. Ved hjælp af sin magi skabte han en form for synsbedrag, hvor Midgårdsormen fremstod som en harmløs kat. Han bad så Thor om at løfte katten, men lige meget hvor højt han løftede katten op, kunne Thor kun få den til at hæve en pote fra gulvet.3
Thors fisketur
Da Thor den følgende dag indser, hvem han i virkeligheden var oppe imod, bliver han vred og sværger hævn, og under en fisketur sammen med jætten Hymer får han endelig chancen.
Aftenen forinden har de spist et kæmpe måltid, hvor Thor tog godt for sig af retterne, og Hymer forlanger af den forslugne gud bringer sin egen madding med og fange sine egne fisk. Thor river hovedet af en okse og sætter det på et anker, og med denne krog og madding tager de afsted.
Efter Thors ønske sejler de langt ud på det dybeste hav, hvor Midgårdsormen lever. Den bider på, får krogen i ganen og bliver så rasende, at den trækker hårdt til. Thors næver hamrer ind i bådens kant, og han hiver tilbage med raseriets kraft. I et komisk optrin stemmer han så hårdt imod med fødderne, at de går gennem båden, indtil han står på havets bund. Sådan lykkes det ham at få Midgårdsormen hevet helt op til overfladen.
Synet af slangen er så frygtindgydende, at Hymer bliver ligbleg. Thor derimod nedstirrer havuhyret med rendyrket had, alt imens den spyr gift imod ham.
Thor griber nu sin frygtede hammer og skal til at flække ormens hoved, da Hymer griber ind ved at skære fiskelinen over, så Midgårdsormen synker tilbage i havet. I et sidste forsøg på at gøre det af med sin fjende, kaster Thor hammeren, og det siges i historien, at Mjølner slog hovedet af ormen. Men, slutter fortælleren af med at sige, “jeg tænker nok, sandheden er, at Midgårdsormen lever endnu og ligger i Yderhavet”.4
Historien om den dramatiske fisketur bliver også fortalt i Hymerskvadet. Her lykkes det også Thor at ramme den “edderskinnende orm” på hovedet, og vel at mærke et slag så hårdt at jorden skælvede og bjergene slog sprækker, hvorefter Midgårdsormen forsvinder i dybet.5
En populær myte
I vikingetiden kunne folk tilsyneladende ikke få nok af historien om, hvordan Thor får Midgårdsormen på krogen. Udover at den optræder i den Yngre Edda og Hymerskvadet, bliver den nævnt i flere skjaldedigte, og dens motiv findes på mindst tre bevarede billedsten. Motivet med Thor i båden i færd med at hale ormen op ses på Hørdum-stenen fra Thy, Gosforth-stenen fra Cumbria i England og Altuna-stenen fra Sverige. Det beviser, at historien var bredt kendt gennem århundreder.6
Midgårdsormen og ragnarok
Når fortælleren i den Yngre Edda mener sig sikker på, at Midgårdsormen overlevede mødet med Thor, hænger det sammen med den viden, han besidder fra blandt andet Vølvens Spådom, hvor der berettes om verdens skabelse og undergang. For her, ved ragnarok, mødes Thor og Midgårdsormen i et endeligt opgør.
Der er ingen vinder i denne kamp til døden. Thor slår Midgårdsormen ihjel, men den når at spy gift ud over ham, og efter ni skridt kollapser han. Arvefjenderne udsletter hinanden.7
Rolle i mytologien
Midgårdsormen har en solid plads i den norrøne forståelse af Universet. Verden var rund og flad som en tallerken og havde et dybt hav langs den yderste grænse. Helt inde i centrum af dette kosmos boede guderne og menneskene, omgivet af en mur (Midgård betyder “værnet i midten” eller “borgen i midten”). Udenfor, i Jötunheim, var verden utæmmet og uforudsigelige; her levede jætter, monstre og andre væsner. Og jo længere man kom ud, jo mægtigere blev kaoskræfterne.8
Når Midgårdsormen er placeret i det yderste af kosmos, er det, fordi den er en ultimativ kaoskraft. Hvorfor den også spiller en central rolle i ragnarok. Thors fisketur handler derfor om meget mere end en ydmyget guds ønske om at hævne sig på havuhyret. Det kan opfattes som en kosmisk kamp mellem orden og kaos.
Men det nordiske verdensbillede er dybere end som så. For når der i Hymerskvadet står, at verden skælvede og slog sprækker, da Thor ramte verdensslangen på hovedet, så er det udtryk for, at også Midgårdsormen har sin plads. Den omkranser verden og holder i en vis forstand sammen på den. De to arvefjender repræsenterer modsatrettede kræfter, men tilsammen skaber de balance. Tager man én ud af ligningen, går verdensordenen under.9
- Gylfaginning, kap. 33. ↩︎
- Gylfaginning, kap. 34. ↩︎
- Gylfaginning, kap. 46 og 47. ↩︎
- Gylfaginnung, kap. 48. ↩︎
- Hymerskvadet, str. 24. ↩︎
- Karen Bek-Pedersen: Guder og gudinder i nordisk mytologi, s. 106. ↩︎
- Vølvens Spådom, str. 54. ↩︎
- John Lindow: Norse Mythology, s. 230. ↩︎
- Meulengracht Sørensen: “Pors’s fishing expedition”, The Poetic Edda: Essays on Old Norse Mythology; Karen Bek-Pedersen: Guder og gudinder i nordisk mytologi, s. 109, 406. ↩︎