Jötunheim

Tågede fjelde

Jötunheim er et mystisk og farligt sted. Hvor farligt, det egentlig er, kan man nogle gange godt komme til at glemme, når man hører historierne om Thor, som drager dertil med sin magiske hammer og sit styrkebælte for at knuse jætterkranier, og som altid klarer skærerne. Men mon ikke den almindelige dødelige nordboer, som hørte historierne om de uhyggelige, golde egne, hvor jætter og alskens væsner boede, alligvel har gyst lidt ved tanken.

Sådan en frygt mærker vi i hvert fald i digtet Skirners rejse, hvor Frejs tjener drager til jætternes land. Ved afrejsen siger hovedpersonen til sin hest:

Mørkt er det ude,
tid for os at fare
over tågede fjelde
gennem jætternes rige.

Begge hjemkomme vi
eller os begge
fanger den mægtige jætte.¹

Orden og kaos

Én måde man kan prøve at forstå de gamle nordboers verden, og hvordan de har set sig selv i den, er ved at forestille sig tre verdener, der ligger som koncentriske cirkler. Inderst ligger Asgård, gudernes verden, med verdenstræet Yggdrasil i midten; udenom ligger Midgård, menneskenes verden, som er omkranset af et forsvarsværk til at holde jætterne stangen; og udenom igen ligger Jötunheim.

Og så er det alligevel ikke helt så simpelt, for Asgård og Midgård har det med at flyde sammen, da menneskene deler en form for skæbnefællesskab og alliance med guderne. I stedet for de tre cirkler kan man derfor se verden som opdelt i et “indenfor” og et “udenfor”. Indenfor Midgårds beskyttende mure lever guder og mennesker i mere eller mindre nærhed, og udenfor råder uorden og fare.²

I denne forståelse af kosmologien er guderne og den orden, de repræsenterer og håndhæver, centrum for alting. Jötunheim, derimod, er en vild og utæmmet verden, hvor jætter, monstre og andre væsner bor. Og jo længere ud man kommer, desto vildere bliver den tilsyneladende. For i det yderste af dette vidstrakte land finder man Yderhavet, hvor det frygtede monster Jörmungandr – Midgårdsormen – lever. I spændingsfeltet mellem disse magter – orden og kaos – bor menneskene.³

Men igen er det ikke helt så enkelt i den nordiske mytologi, som er fyldt med dobbelttydighed, og hvor tingene ofte ikke er, hvad de ligner ved første øjekast. Guderne er nemlig langt fra entydigt gode, og jætterne er ikke så meget onde som de er anderledes. Nogle af dem har endda venskaber med guderne.

Selv den mest frygtindgydende af jætterne – Midgårdsormen – spiller en vigtig rolle i verdensordenen. Engang da Thor er ude på en fisketur med jætten Hymer og får Midgårdsormen på krogen, skælver jorden i sin grundvold, indtil Hymer skærer snøren over. For man kan ikke fjerne den ene pol i verdensordenen uden at forstyrre balancen i kosmos.⁴

Beskrivelser af Jötunheim

Der findes ikke nogen længere sammenhængende beskrivelse af Jötunheim i de norrøne kilder, men rundt omkring i mytologien finder vi brudstykker af information.

De fleste steder i litteraturen hører vi, at det lå “ude østpå”. Så når Thor drager til Jötunheim for at kæmpe sine endeløse kampe mod jætterne, er det den retning, han drager. Vi hører dog enkelte gange, at det ligger “mod nord”.

Her er det mindre vigtigt at hænge sig i i geografi og verdenshjørner og i stedet forstå Jötunheim som et koldt og fjernt sted i en mere abstrakt forstand. For nordboerne var de nordlige og østlige egne netop det, så ved at placere Jötunheim her spillede man på en intuitiv forståelse hos tilhørerne.

At Jötunheim er et fjernt sted får vi nogle konkrete eksempler på. Som i historien om rejsen til Udgårdsloke, hvor Thor og hans følge først rejser til et stort hav, som de krydser, og derpå i flere dage drager igennem skove inde i landet.⁵

Jötunheim er også et land med bjerge. Om en anden af Thors færder til jætteland hører vi, hvordan han rejser over “fjelde og ødemarker” og til sidst løber tør for mad.⁶ Guden Njord, som er gift med jættekvinden Skade, prøvede engang at bo i disse egne for at efterkomme sin hustrus ønske, men han kunne ikke udstå de barske egne, hvor ulvene hyler om natten. Han savnede hjemegnens svanesang: 

Led er mig fjelde, ej var jeg længe der,
ikkun i ni nætter,
Ulvehyl fandt jeg ilde at høre
for sang af svanenæb.⁷

Som vi hørte i Skirners rejse er Jötunheims bjerge tågede, og her gør man bedst i at være forsigtig, så jætterne ikke fanger en. De omtales indimellem som rimturser eller frostjætter, hvilket hentyder til, at de bor i et land med is og kulde. Det får vi et eksempel på i en fortælling fra Skjaldskabslæren, hvor Thor bærer en mand ved navn Arvandil ned fra det nordlige Jötunheim. På et tidspunkt bærer Thor Arvandil i en kurv, da de skal krydse en flod, men da en af mandens tæer kommer i berøring med vandet, fryser den af.⁸

Det nævnes nogle steder, at adskillige floder adskiller Jötunheim fra Midgård og Asgård. I Kvadet om Vaftrudner siges det, at floden hedder Ifing, og at den aldrig fryser til.⁹

1. Skirnirs færd, str. 10. Fri oversættelse efter: Finnur Magnusson. ↩︎
2. Karen Bek-Pedersen: Guder og gudinder i nordisk mytologi, s. 65-67. ↩︎
3. Gro Steinsland: Norrøn religion, s. 98-99. ↩︎
4. Karen Bek-Pedersen: Guder og gudinder i nordisk mytologi, s. 109, 406. ↩︎
5. Gylfaginning, kap. 45. ↩︎
6. Skjaldskabslæren, kap. 2. ↩︎
7. Gylfaginning, kap. 22. Oversættelse: Thøger Larsen. ↩︎
8. Skjaldskabslæren, kap. 17. ↩︎
9. Kvadet om Vaftrudner, str. 16. ↩︎