Einherjer

Betydningen af “Einherjar”

Det er ikke helt klart, hvad det norrøne ord “einherjar” betyder. Det bliver ofte oversat som “dem, der kæmper ene”, men det er blevet foreslået, at “dem, der kæmper i én hær” er mere sandsynligt. Det hentyder til, at de Odins krigere vil stå sammen mod en fælles fjende – kaoskræfterne, som slipper fri ved ragnarok, og som Odin, med einherjer i ryggen, vil bekæmpe.¹

At falde som Odins kriger

Ifølge den Yngre Edda består Odins einherjer af “alle mænd, som er faldne i kamp siden verdens begyndelse.”² Når en kriger døde på slagmarken, var det ifølge denne tradition, fordi han var udvalgt til at tjene i Odins hær, og der var en særlig forbindelse mellem krigsguden og slagmarkens faldne; som mellem en fosterfar og hans adopterede sønner. Derfor kaldes faldne krigere nogle gange “Odins ønskede sønner”.

Motivet omkring et stærkt bånd mellem en kriger og hans fosterfar ser vi også i sagaerne, hvor dette bånd endda ofte var stærkere end det biologiske. Her er krigerens fosterfar kendetegnet ved, ligesom Odin, at være en rådgiver, der ikke kæmper ved heltens side, men vejleder ham.³

Der ligger dog en dobbelthed i, at man tilbedte Sejrsguden (et af Odins mange navne) og bad om hans gunst på slagmarken, men samtidig opfattede døden som en belønning. 

 I vikingetiden var der tradition for at kaste et spyd hen over fjendens hær, ledsaget af ordene “Odin ejer jer alle”. Man gav med andre ord fjenden som en gave til Hærfaderen (et andet af Odins navne), og i sidste ende var det at slå ihjel også en gave til den faldne, da han med den glorværdige død på slagmarken fik lov at drage til Odins Valhal.^{4 5} Samtidig blótede – ofrede – man til Odin, i håb om at han ville hjælpe én til sejr.⁶

Den store overgang

Overgangen fra menneskenes verden til gudernes var monumental og det største i en krigers liv. Den var også omvundet i mystik og symbolik.

Ravnen kunne spille en betydelig rolle i denne overgang, da den som et ådselsdyr dukkede op i kølvandet på et slag og mæskede sig i de faldne krigere. I skjaldedigtet Hrafnsmál møder vi en ravn, som lige er kommet fra slagmarken. Den bliver spurgt: “Hvorfra er I komne så tidlig på dagen med blodigt næb; kødtrævler hænger i eders klør, liglugt står ud af eders næb.”⁷

Til trods for en beskrivelse som denne anså man i nordboernes verden ravnen for at være et magisk dyr med en vigtig rolle at spille. Den var en art formidler mellem den menneskelige og den guddommelige verden, og når man så den hakke i de faldne krigeres øjne – sjælens spejl – så man det som tegn på, at Odin havde taget imod ofret.⁸

Det mest kendte motiv omkring overgangen til Valhal er dog valkyrierne, som kommer ridende for at bringe de faldne til Odins hal, eller taget imod dem ved ankomsten. 

Nogle steder i kilderne siges det, at Odin og Freja delte de faldne krigere mellem sig. Halvdelen kom til Valhal, og halvdelen kom til Frejas Folkvang. Et enkelt sted hører vi, at “Odin får de faldne jarler, men Tor får trællene blot.”⁹ Det er i øvrigt det eneste sted i kilderne, hvor det siges, at Thor modtager nogen af de faldne i Asgård. Der er altså ikke enstemmighed i kilderne, om hvorvidt Odin får alle de faldne krigere eller må dele. Og om einherjer udgør faldne krigere generelt eller blot de højbårne.¹⁰ Men konceptet omkring einherjer er kun knyttet til Odin og Valhal.

Einherjer og ragnarok

I Valhal lever de afdøde krigere den søde tilværelse. Om morgenen tager de ud for at slås mod hinanden, og dræbe hinanden gør de også, men før dagen er ovre genopstår de og rider sammen tilbage til Valhal for at sidde side om side som venner.¹¹ Her holder de et mægtigt gilde.

Denne endeløse cyklus af kamp, død, genopståen og mere kamp havde et klart formål. Det var træning til ragnarok, dommedag, hvor kaoskræfterne slipper løs.

Heimdal, Asgårds vogter, blæser i Gjallarhornet og vækker guderne til dåd. Odin søger viden hos Mimers afhuggede hoved, og aserne holder råd. Verdenstræet Yggrassil skælver og “intet er uden angst, hverken i himlen eller på jorden”. Og i dette skæbnesvangre øjeblik af hyperspænding skal einherjerne vise deres værd, når de drager til kamp mod Fenrisulven.¹² Side om side med guderne skal de vise deres værd: “Aserne og alle ejnherjerne ifører sig rustning og drager frem på sletten.”¹³ I denne kamp bliver Odin dræbt af ulven, men hævnet af sin søn Vidar.¹⁴

Den største ære

At få en plads i Odins einherjer har været den største ære, en kriger i det gamle Norden kunne forestille sig. Det har nok mindsket frygten for den voldelige død i kamp, og de efterladte har kunnet trøste sig ved tanken om det sted, deres kære var kommet til.

Et eksempel på, hvordan nordboerne måske har opfattet udsigten til at dø og komme i Valhal, finder man i digtet Krákumál, som skal forestille at være sagnkongen Ragnar Lodsbrogs dødssang:

Jeg lærte i min ungdom
Sværdet rødt at farve.
Os aserne indbyde.
Døden bør ej begrædes.
Vi skynde os til slutning.
Mig diser hjembyde,
Som fra Herians sale
Er mig sendt af Odin.
Glad skal jeg øl med aser
I højsædet drikke.
Min livstid er forløbet,
Nu skal jeg dø med latter!¹⁵

1. Karen Bek-Pedersen: Guder og gudinder i nordisk mytologi, s. 165. ↩︎
2. Gylfaginning, kap. 37. ↩︎
3. Karen Bek-Pedersen: Guder og gudinder i nordisk mytologi, s. 166-167. ↩︎
4. Lars Christian Nørbach: De nordiske guder og vikingerne, s. 20. ↩︎
5. Carsten Lyngdrup Madsen: Nordboernes religion, s. 65. ↩︎
6. Anders Bæksted: Nordiske guder og helte, s. 104. ↩︎
7. Haraldskvæði (Hrafnsmál), str. 3. Oversættelse: Finner Jónsson. ↩︎
8. Lars Christian Nørbach: De nordiske guder og vikingerne, s. 26. ↩︎
9. Harbard og Tor, str. 24. Oversættelse: Thøger Larsen. ↩︎
10. Karen Bek-Pedersen: Guder og gudinder i nordens mytologi, s. 165. ↩︎
11. Kvadet om Vaftrudner, str. 41. ↩︎
12. Grímnismál, str. 23. ↩︎
13. Gylfaginnung, kap. 50. Oversættelse: Thøger Larsen. ↩︎
14. Vølvens Spådom, str. 52 og 53. ↩︎
15. Krákamál. Oversættelse: Bertel Christian Sandvig. ↩︎