Valkyrierne

De er lige så frygtindgydende, som de er smukke, og at kigge på dem er som at stirre ind i en flamme, står der i Vølsungesagaen.¹

De bar slagmarkens faldne til Asgård, og opvartede disse udvalgte krigere i Valhal. Sommetider forelskede de sig endda i en helt. Men de var også bloddryppende skæbnegudinder, der på makaber vis vævede slagets gang.

For en nordboer har det måske været svært helt at finde ud af, om man skulle elske eller frygte valkyrierne.

Skjoldmøer

Det populære billede af valkyrierne som smukke, frygtindgydende skjoldmøer, der rider over himlen, passer udmærket med det billede, vi kan stykke sammen ved at dykke ned i kilderne. I det første digt om helten Helge Hundingsbane, som forelsker sig i valkyrien Sigrun, er deres entré i historien nærmest en Hollywood-film værdig:

Da brød der et lysskær
fra Logafjæld,
og ud fra skæret
skød der lyn.

Da så kongen
kvinder til hest,
hjelmdækte, høje,
på himlens vange.
Deres brynjer var
stænket våde af blod;
fra spydene stod
der stråler ud.²

Det siges, at de er parat til at ride til de fjerneste egne,³ og om valkyrien Sigrun at hun “red gennem luft og hav”.⁴

I Grímnismál sættes der navn på tretten valkyrier: Rist, Mist, Skægøld, Skøgul, Hild, True, Løkk, Hærfjeder, Gøl, Gejrølul, Randgrid, Rådgrid og Reginlejf.⁵ Disse navne understreger valkyriernes rolle på slagmarken, for mange af dem kan på en eller anden måde relateres til kamp. Som Skægøld, der betyder “øksetid”, Hild (“kamp”), Gøl (“larm”) og Randgrid (“skjold-ødelægger”).⁶ Det sted, hvor valkyrierne nævnes hyppigst, er da også skjaldedigtningen, hvori vi hører mange beretninger fra slagmarkerne.

Selvom valkyrierne optræder som skjoldmøer, så er deres opgave ikke at udkæmpe slagene. De er derimod knyttet til de faldne krigere, og det er også derfra, at de har fået deres navn. Ordet valkyrie kommer nemlig af “valr” og “kjósa”, som betyder de faldnes (“valr”) udvælgere (“kjósa”).⁷ I den Yngre Edda fortælles det, at når slaget skal stå, sender Hærfaderen dem afsted, og at de “udvælger de mænd, som skal falde, og bestemmer, hvem der skal sejre.”⁸ Et andet navn for dem er derfor Herjans (“Odins kvinder”).

Der er dog ikke enstemmighed i kilderne, om hvor vidt valkyrierne rent faktisk udvælger de døde, eller blot udfører Odins ordrer. Nogle steder siges det, at Odin udvælger de faldne, og at han i øvrigt også er den, der bestemmer slagets gang.

Det er muligt, at man i det gamle Norden ofrede til valkyrierne på slagmarken. Det har nok været mest almindeligt at ofre dyr, mad og drikke eller genstande taget fra den slagne fjende – en ældgammel skik, hvor man gav krigsguderne, hvad der tilkom dem.⁹

Valkyrier i svanerskikkelse

Valkyrierne bliver ofte fremstillet som ridende over himlen på heste, men andre steder beskrives det, hvordan de får deres kræfter ved at iføre sig svaneham.

I Vølundskvadet fortælles der om tre brødre, der byggede et hus ved en sø. Her sad der tre valkyrier ved breden, hvor de havde lagt deres svanehamme. Brødrene tog valkyrierne med hjem, og de boede sammen i syv år, men en dag fløj kvinderne bort til slagmarkerne.

Det korte digt Haraldskvæði eller Hrafnsmál (“Ravnens Tale”) består af en samtale mellem en valkyrie og en ravn. Sidstnævnte har været ved slagmarken og mæsket sig i de døde, og valkyrien spørger den: “Hvorfra er I komne så tidlig på dagen med blodigt næb; kødtrævler hænger i eders klør, liglugt står ud af eders næb.”¹⁰

Valkyrien er den “mørkfjerede” ravns modsætning. Hun beskrives som “lys og hvidhåret” og “hun med de lyse øjenhår og den hvide hals”.¹¹ Der står ikke, at hun har svaneskikkelse, men med sin lyse fremtoning og elegance har hun meget tilfælles med én.

Mjødbærere

Både i den Yngre Edda og den Ældre Edda beskrives valkyrierne også som dem, der servicerer einherjerne – de falde krigere i Valhal – ved at “bære drikke og passe borddækning og ølfade”.¹²

Det er denne mere milde side af valkyrierne, som ofte blev afbildet i vikingetidens smykker. Her ser man valkyrien som en langhåret kvindeskikkelse, der rækker et drikkehorn frem – formentlig til den nyligt afdøde kriger, der ved sin ærefulde død i kamp har gjort sig fortjent til at tage en plads i Odins hal.¹³

Fortællingen om, at slagets faldne er særligt udvalgte krigere, som skal drikke skummende øl i Odins hal og opvartes af valkyrierne, har nok haft den funktion at trøste de efterladte og skabe et lyspunkt midt i sorgen.¹⁴

Skæbnegudinder

Valkyrierne hører til blandt de såkaldte diser, som er en betegnelse, der dækker over en række kvindelige guddomme eller halvguddomme. Ofte er der et vist sammenfald mellem de forskellige typer diser, som har det tilfælles, at de på en eller anden måde er knyttet til menneskenes skæbne.

Nornerne er de diser, som har størst magt over liv og død, og tilværelsen generelt. Tre af dem kender vi ved navn – Urd, Verdana og Skuld – som kan oversættes med “det, der var”, “det, der er” og “det, der skal komme”. De er kendt for at væve menneskets skæbne i et gigantisk livstapet, hvor hver tråd er et menneskes liv. Ofte afbildes de som mørke, mystiske skikkelser, der har mere tilfælles med trolddomskoner end med stolte skjoldmøer, der rider ud på slagmarken.

Men i den Yngre Edda står der netop om Skuld, at hun “rider jævnlig ud for at kåre til fald og styre kampene”¹⁵ Her smelter nornen med andre ord sammen med valkyrien, hvilket understreger, at det nogle gange kan være svært at skille de to ad.

Det samme sker med modsat fortegn i slutningen af Njals Saga. Her overtager valkyrierne et motiv fra nornerne – nemlig det at væve menneskenes skæbne.

Den historiske baggrund for dette kapitel i Njals Saga er slaget ved Clontarf i 1014, som stod mellem vikingerne på den ene side og irerne, anført af Brian Boru, på den anden. Det var et usædvanligt blodigt slag, selv efter tidens målestok, og det menes, at adskillige tusinde blev dræbt.

Morgenen før slaget ser en mand ved navn Darrad tolv skikkelser, som er valkyrier, ride hen til et hus og gå indenfor. Da han nysgerrigt går hen til en vindue og kigger ind, ser han, at de har rejst en væv op ad væggen, og der møder ham et grusomt syn. Som vægtesten bruger de menneskehoveder, og tarme som garn. Selv vævningen sker med pile, spyd og sværd som redskaber.¹⁶

Valkyriernes begynder at synge en sang, som er kendt som Spydsangen eller Valkyriesangen. Nedenfor er de to første af i alt 11 vers:

Jeg ved en væv
som varsler mange
rustede mænd
og en regn af blod.
Med jerngrå spyd
er væven spjælket;
deri vil valkyrier
væve den gamle
omkommer Odins
røde islæt.

Med mennesketarme
er væven trådet,
og dugen strammet
med dødningehoveder.
Blodige spyd
spænder væven,
som skytteler går
de skarpe pile,
og slagbommen
er et blottet sværd.¹⁷

Her er vi langt fra den billedskønne skjoldmø, der farer over himlen, badet i et guddommeligt lys. Spydsangen udpensler det blodige aspekt i valkyriernes opgave, som så får et ekstra makabert twist, når det bliver parret med norne-motivet om at væve menneskets skæbne.

1. Vølsungesagaen, kap. 9. ↩︎
2. Det første kvad om Helge Hundingsbane, str. 15-16. Oversættelse: Olaf Hansen. ↩︎
3. Vølvens Spådom, str. 30. ↩︎
4. Det andet kvad om Helge Hundingsbane, efter str. 4. Oversættelse: H. G. Møller. ↩︎
5. Grímnismál, str. 36. ↩︎
6. Carsten Lyngdrup Madsen: Nordboernes religion, s. 188. ↩︎
7. Karen Bek-Pedersen: Guder og gudinder i nordisk mytologi, s. 168. ↩︎
8. Gylfaginning, kap. 35. Oversættelse: Thøger Larsen. ↩︎
9. Gro Steinsland: Norrøn religion, s. 255. ↩︎
10. Haraldskvæði, str. 3. Oversættelse: Finnur Jónsson. ↩︎
11. Haraldskvæði, str. 1 og 2. Oversættelse: Finnur Jónsson. ↩︎
12. Gylfaginning, kap. 35. Oversættelse: Thøger Larsen.] [Grímnismál, str. 36. ↩︎
13. Lars Christian Nørbach: De nordiske guder og vikingerne, s. 67. ↩︎
14. Gro Steinsland: Norrøn religion, s. 178. ↩︎
15. Gylfaginning, kap. 35. Oversættelse: Thøger Larsen. ↩︎
16. Njals Saga, kap. 158. ↩︎
17. Spydsangen, str. 1 og 2. Oversættelse: Johannes V. Jensen. ↩︎