Loke

Lokes familie

Hvis man skal pege på ét gennemgående træk ved Loke, så er det, at han ikke har nogen gennemgående træk. Han stritter i mange retninger, og det er svært at samle alle trådene i et helstøbt portræt.

Problemerne begynder allerede, når man skal kategorisere ham, for selvom Loke ofte regnes blandt aserne, så mener mange, at han er jætte. Hans far, Farbaute, var nemlig jætte, men hans mor, Laufey (også kendt som Nal), var asynje, altså en gudinde blandt aserne.¹

Han rager ofte uklar med de andre aser og virker ikke til at passe ind. Når han alligevel regnes og bor blandt dem, så kan det skyldes hans mødrene ophav, men også at han engang, da verden var ung, blandede blod med selveste Odin og blev hans fostbroder.²

Loke er gift med Sigyn, og de bor i Asgård, selvom boligen, i modsætning til de andre ase-guders, ikke omtales. Sammen har de sønnerne Narfi og Vale.³

Med jættekvinden Angerboda har Loke et frygteligt afkom i form af Jörmungandr (bedre kendt som Midgårdsormen), der omkranser verden; den frygtindgydende Fenrisulv, der bider hånden af Tyr; og Hel, der fysisk fremstår som halvt menneske og halvt lig, og som råder over underverdenen. De udgør en trio af uhyggelige kræfter, som spiller en central rolle i nordisk mytologis kosmos, ikke mindst ved altings afslutning ved ragnarok.

Lokes navn

Der er blevet givet mange bud på oprindelsen til Lokes navn. Loki, som han hedder på norrønt, er blandt andet blevet associeret med:

1) Ordet “logi”, der betyder ild. Forbindelsen ses dog mest i historien om, hvordan han æder om kap med karakteren Logi, som personificerer ild, og har ikke en mere generel forbindelse til Loke.

2) “Lúka” = lukke op. Det flugter med Lokes rolle i mytologien, som en der tilvejebringer begivenheder eller er en katalysator, om man vil.

3) “Loki”, som også kan betyde knude. Her bliver navnet en metafor for Loke som en, der skaber knuder eller problemer.

4) Det indoeuropæiske ord *lok, som kan betyde anklage. I digtet Lokasenna, hvor Loke er hovedpersonen, er han netop en, der anklager aserne.⁴

Forvandlingens mester og falskhedens fader

I den nordiske mytologi skifter guder og jætter ham i ét væk. Mænd forvandles fysisk til gamle koner, eller til alskens dyr under solen. Og den uhåndgribelige Loke er, ikke overraskende, den der forvandler sig allermest. Loppe, flue, sæl, falk, laks og hest er blot nogle af hans inkarnationer. Ikke nok med det antager han også det modsatte køn og giver endda flere gange fødsel. Det fortælles et sted, at han otte vintre lang opholdt sig under jorden i form af en kvinde og fødte børn.⁵ Og i form at en hoppe føder han den ottebenede hest Slejpner.⁶

Det er ikke kun hans fysiske form og køn, der er svære at fastholde. Også i karakter er Loke omskiftelig. I sin menneskelignende skikkelse ser han tilforladelig nok ud – Snorri omtaler ham som “smuk og fager”⁷ – og han kan såmænd også virke sympatisk og indgyde tillid. Men under det tilforladelige ydre er han “ond af sindelag og af meget vekslende natur”. Snorri kalder ham da også for falskhedens fader og ligefrem “alle guders og menneskers væmmelse”. Og da Loke samtidig besidder “snuhed og opfindsomhed i alle ting” er han nærmest en ulykke, der venter på at ske.⁸

At Loke dog langtfra er en rendyrket ond skikkelse ses alene i at han – trods sin delvise jætteafstamning – har den ære at regnes blandt aserne, sidder til bords med dem og endda har et nært forhold til selveste Odin. Vi får nemlig fortalt, at de to har blandet blod og er fostbrødre.⁹ I nordboernes univers bliver det nærmest ikke tættere end det.

Loke er også Odins jagtven og optræder flere gange i mytologien som jættebekæmperen Thors rejseledsager og hjælper. For eksempel i historien om rejsen til jætten Udgårdsloke. Og selvom Loke er årsag til en lang række problemer, som vi skal høre om, så er han ofte også den, der rager kastanjerne ud af ilden.

Så er der spasmageren og drillepinden Loke. Ham, som distancerer sig fra de andre guder, og som i sidste ende også går for vidt, da hans drillerier slår over i verbale modbydeligheder.

Og endelig er der den djævelske Loke. Ham, som føder kaoskræfterne og forårsager Balders død. En decideret ondskabsfuld karakter.

Tricksteren

Det kan være svært at forlige de forskellige sider af Loke, og der er da også tænkt mange tanker og skrevet mange teorier om hans natur og rolle i mytologien.¹⁰

Problemet med mange af teorierne er, at de tager udgangspunkt i nogle bestemte sider af Loke, men ikke samler alle trådene i et helstøbt portræt.

Skal man alligevel forsøge at putte Loke i en kasse, så er det nok mest frugtbart at sammenligne ham med de såkaldte trickster-figurer, som går igen i mange verdensmytologier. De er netop kendetegnet ved at bryde grænser ned og være svære at definere. Trickstere kan være harmløse drillepinde såvel som ondskabsfulde, de kan være bedrageriske og forvandle sig, og de benytter sig ofte af komik. De er oprørere og normbrydere og vender op og ned på tingenes eksisterende tilstand.¹¹

Den trickster-figur, som Loke oftest bliver sammenlignet med, er græsk mytologis Prometheus. Ligesom Loke er Prometheus af kæmpernes slægt, titanerne, og ligesom Loke går han imod gudernes vilje. Hans straf minder også påfaldende meget om Lokes (som vi kommer til); han bliver nemlig lænket til en klippe og dømt til at blive hakket i leveren af en ørn til evig tid.

Men det indvendes ofte, at der er en afgørende forskel mellem Loke og religionshistoriens andre trickster-figurer. De står nemlig almindeligvis på menneskets side, som de bringer kulturens gave. I myten om Prometheus forbryder hovedpersonen sig imod Zeus’ love ved at stjæle ilden – civilisationens grundlag – og give den til mennesket. Loke derimod handler i sin egen interesse eller af ren og skær ondskabsfuldhed.¹² Dog er det, som vi skal se, Lokes fortjeneste, at guderne får nogle af deres mest værdifulde genstande i hænde.

Lokes ulykker

Loke optræder i mange af de gamle fortællinger, ofte som ham, der laver rav i den. Skulle man genfortælle de mange historier, som han igangsætter med sit rænkespil og lusk, ville man komme omkring store dele af den nordiske mytologi. Men her er et oprids af hans ulykker:

Giver næsten solen og månen til jætterne:

En dag kom en bygmester, som senere skulle vise sig at være jætte, til aserne. Han indgik et væddemål om at bygge en mur omkring Asgård. Hvis han magtede at fuldføre opgaven inden deadline, ville han få kærlighedsguden Freja til ægte samt solen og månen. Det var en fuldkommen uvurderlig gevinst, men omvendt var det aldeles usansynligt, at han skulle kunne indløse den. Aftalen var den, at bygmesteren skulle udføre arbejdet selv, men da opgaven var så gigantisk, som den var, blev man enige om, at han skulle have lov til at bruge sin hest.

Til gudernes overraskelse skred arbejdet frem med uhyggelig fart, og det begyndte faktisk at ligne, at de måtte give lyset og kærligheden til jætterne. De bebrejdede Loke, for det var ham, der havde foreslået, at bygmesteren måtte bruge sin hest. Loke blev nu tvunget til at redde dem allesammen ud af situationen, og det gjorde han da også. Med sin sædvanlige snuhed, vel at mærke, som altså både kunne tjene godt og ondt. Han forvandlede sig til en smuk hoppe, som lokkede bygmesterens hingst, Svadilfare, med sig ud i en skov, sådan at arbejdet blev forsinket. Som en bonus fødte Loke, i form af hoppen, Slejpner – Odins hest.¹³

Lokker Thor ubevæbnet til Geirrøds gård:

Loke kommer i en slem knibe, da han bliver taget til fange af jætten Geirrød. Som betaling for sit liv lover han at lokke Thor til Geirrøds gård, vel at mærke uden sin legendariske hammer, som har flækket mangen en jættes skal.

Får Idun bortført:

I historien om, hvordan Idun med de gyldne æbler bliver bortført til Jötunheim, bliver Loke igen afpresset af en jætte. Tjasse får ham nemlig til at lokke Idun med ud i en skov, hvor han venter. Loke må selv fikse situationen, og det gør han ved at iklæde sig Frejas falkeham og flyve til Tjasses gård og hente Idun tilbage.

Slår Odder ihjel og bøder med en forbandet ring:

I historien om ringen Andvareseje, som spiller en vigtig rolle i den berømte Sagaen om Vølsungerne, sætter Loke en række tragiske hændelser i gang, da han slår Odder ihjel med en sten. Odder er nemlig søn af Reidmar og bror til Regin og Fafner, og de tre forlanger erstatning i pureste guld. Loke stjæler guldet fra dværgen Andvare; heriblandt en ring som Andvare har forbandet. Under påvirkning af ringen slår Fafner sin far og bror ihjel for at få guldet og bliver forvandlet til en drage.

Klipper Sifs hår af:

For sjovs skyld klipper Loke en dag alt håret af Sif, Thors hustru, hvilket selvfølgelig nedkalder ekstrem vrede fra tordenguden, som vil knuse hver knogle i hans krop. Men det er også Loke, som skaffer Sif nyt hår – og ved samme lejlighed en lang række andre kostbarheder.¹⁴

Balders død:

Den værste gerning, som Loke begår, er da han helt overlagt forårsager Balder død. Historien går kort fortalt ud på, at han, ved at forvandle sig til en gammel kone, får lokket ud af Frigg, Odins hustru, at den ellers usårlige Balder har et sårbart punkt, eller en akilleshæl om man vil.

Balder har haft mareridt om sin egen død, hvilket i nordisk mytologi altid skal tolkes som et varsel, og derfor har Frigg fået alle ting i verden til at sværge, at de ikke vil slå ham ihjel. Dog med undtagelse af den harmløse mistelten.

Den viden udnytter Loke på gemen vis og forårsager det største tab i Asgård – tabet af lysets gud. Og hvad mere er, da guderne forsøger at bringe Balder tilbage fra dødsriget er det Loke, som forhindrer det.¹⁵

Loke hos dværgene

I Skjaldskabslæren fortælles der som sagt om dengang, hvor Loke klippede alt håret af Sif og pådrog sig Thors vrede. Historien er central, fordi det er her, at mange af mytologiens kendte genstande bliver til. Og igen viser Loke sig som en dobbelttydig figur, der laver ulykker, men som også vender situationen omkring.

For at råde bod drog Loke nemlig til dværgenes haller for af få dem til at skabe det smukkeste guldhår til asynjen. Men de stopper ikke der, de fremstiller også et magisk spyd og et storslået skib.

Så indgik Loke et væddemål med nogle andre dværge, Brokk og Sindri, om de kunne fremstille tre genstande, der var lige så fantastiske. Hvis dværgene vandt, skulle Loke miste hovedet. De gik i gang ved deres esse og skabte én efter én en gylden galt, en smuk ring og en hammer.

Mens de udførte deres magiske håndværk, blev de generet af en flue, som igen og igen satte sig på Brokk, der stod ved blæsebælgen. Denne plage var et problem for dværgene, for hvis blæsningen stoppede for tidligt, ville genstanden i essen blive ødelagt. Værst var det under arbejdet med hammeren, for da bed fluen Brokk i øjenlågene, så han blødte og måtte standse blæsningen et kort øjeblik for at vifte den bort, og derfor blev hammerens skaft for kort. Det siges ikke direkte i historien, men vi må antage, at fluen var Loke, der havde skiftet ham.

Loke og Brokk tog disse kostbarheder med tilbage til Asgård for at få afgjort væddemålet, hvilket skulle ske med Odin, Thor og Frej som dommere.

Først forærede Loke det magiske spyd, Gungner, til Odin. Spyddet havde den evne, at det gennemtrængte alt, hvad det ramte. Til Thor forærede Loke Sifs gyldne hår, som straks ville gro fast på hendes hoved. Frej gav han skibet, Skidbladner, som altid har medvind, og som kan foldes sammen, så det intet fylder.

Brokk gik nu i gang med at forære sine genstande til de tre guder. Han gav Odin ringen Draupner, som drypper otte lignende ringe hver niende nat. Frej fik den gyldne galt, som kan løbe gennem luft og hav. Thor fik Mjølner, den slagkraftige hammer med det korte skaft, som altid rammer sit mål med sin enorme kraft og vender tilbage til dens ejermand.

Nu kom tiden til at beslutte, hvem der havde vundet væddemålet. Der var enstemmighed blandt guderne om, at Mjølner var den største af kostbarhederne, fordi den ville kunne holde jætterne i skak og beskytte Asgård. Dermed blev Brokk vinder, og Loke dømt til at miste hovedet.

Loke havde dog ikke til sinds at lægge hovedet på blokken og stak af iført sine magiske sko, som gjorde ham i stand til at løbe gennem luft og vand. Brokk bad Thor om at fange ham, hvilket han gjorde, og Loke blev ført tilbage til sin henrettelse. Da indvendte Loke, at Brokk godt nok havde vundet hans hoved, men ikke hans hals. Derfor måtte han ikke hugge hans hoved af. Det kunne Brokk ikke indvende noget imod, men han havde fået nok af den snu Loke og syede hans læber sammen.¹⁶

Lokes ordstrid

Da Loke er til gilde med aserne i Ægirs hal, fejler mundtøjet ikke noget. Det fortælles der om i gudekvadet Loksasenna, “Lokes skænderi”.

Baggrunden for historien er, at den mægtige havjætte holdt et stort gilde for guderne i sin fantastiske hal, som er oplyst af guld, og hvor øllet skænker sig selv.

Til stede var en række af Asgårds ægtepar. Odin og Frigg, Njord og Skade samt Brage og Idun. Sif, Thors kone var der, men uden sin mand som var rejst sydpå. Søskendeparret Frej og Freja var der sammen med Frejs tjenestefolk, Beyggvir og Beyla. Tyr, Gefion og Vidar var der uden ledsagere. Og endelig var Loke der.

Folk var glade, og man lovpriste Ægirs tjenestefolk, som havde sørget for, at det blev en sublim aften. Men Loke kunne ikke fordrage at høre på al denne ros og slog derfor tjeneren ihjel. De andre aser var vrede og forfærdede og jog Loke på porten.

Gildet fortsatte uden Loke, og man genfandt den gode stemning. Men senere på aftenen vender Loke tilbage, og da han træder ind i salen, dør talen hen.

Loke beder om en plads vil bordet, men Brage afviser ham bestemt. Det får Loke til at minde Odin om, at de to er fostbrødre, og at Odin engang svor, at han aldrig ville drikke øl, med mindre de begge blev budt. Odin, som ikke kan ikke have siddende på sig, at han er en edsbryder, beder sin søn Vidar om at gøre plads ved bordet.

Herefter følger, hvad der i bund og grund en lang verbal mudderkastning, som indledes med at Loke går i kødet på Brage. Han er den fejeste af aserne, siger Loke. Idun, Brages hustru, får nok af disse fornærmelser og siger til sin mand, at han skal lade være med at fornedre sig til at svare på modbydelighederne. Loke kvitterer med at kalde hende liderlig.

Og så ruller lavinen ellers. Guderne forsvarer én efter én hinanden, og bliver som følge det næste mål for Lokes skandaløse og smædende ord.

Odin er kvindagtig, Frigg er sin mand utro, og Freja har horet med nærmest alt og alle – deriblandt sin egen bror, Frej.

Ægirs hal er et fredhelligt sted, hvor man ikke må trække våben, men man prøver at sætte Loke på plads ved at påpege, at han har født børn med en anden kvinde. Men det er til ingen verdens nytte, og Loke fortsætter ufortrødent.

Njord blev pisset i munden af jætten Hymers døtre, og hans søn Frej er et produkt af Njords omgang med sin egen søster. Tyr hånes for, at han mistede sin ene arm til Fenrisulven, og at han ikke er sin søns rigtige far – Loke rullede nemlig i høet med Tyrs kone.

Fornærmelserne fortsætter, og Sif beder Loke om at skåne hende for de syrlige ord. Han kvitterer med at sige, at ikke en eneste af guderne og gudinderne er perfekte, heller ikke hende, og at hun har været Thor utro med Loke selv.

Da høres der tordenbrag, og jorden begynder at ryste. Ind træder Thor og truer Loke med døden, hvis ikke han øjeblikkeligt stopper med sine smædeord. Men Loke håner blot Thor for dengang, hvor han overnattede i Skrymers vante og ikke havde kræfterne til at åbne jættens madsæk. Da Thor endnu engang truer med at sende ham til Hel, retter Loke dog ind og forlader Ægirs hal.

Lokes straf

Historien om Lokes straf fortælles både i Lokasenna og i Snorris Yngre Edda og er også nævnt andre steder. Dog med forskellige baggrunde. I Lokasenna er det Lokes opførsel i Ægirs hal, der udløser straffen. Hos Snorri, samt i Vølvens Spådom og Vegtamskvadet, skyldes det hans rolle i Balders død.

Det fortælles, at da Loke havde pådraget sig gudernes vrede, måtte han gå i landflygtighed. Nær et fjeld byggede han et hus med fire døre, der vendte ud mod verdenshjørnerne, så at han til enhver tid kunne se, hvis nogen nærmede sig.

Fra sin trone, Lidskjalv, opdagede Odin skjulestedet, og aserne tog derud for at få deres hævn. Loke, som fornemmede, at de var på vej, kastede sig i en elv, der løb i nærheden, og tog form af en laks. Guderne knyttede et net til at fiske ham op med, og selvom Loke forsøgte at springe over det, lykkedes det Thor at gribe ham ved halen. Det siges at være derfor, at laksen er så smal ved halen.

Aserne tog så Loke med ud til en hule og begyndte på deres forfærdelige og makabre straf. De fik fat på Lokes sønner, Vale of Narfe, og forvandlede Vale til en ulv, som flænsede sin bror op. Narfes tarme brugte de til at binde Loke til tre skarpkantede sten. Over Lokes hoved hængte Skade en hugorm, som skulle dryppe gift i Lokes ansigt helt til ragnaroks komme.

Sigyn, Lokes kone, prøvede at redde ham ved at holde en skål under giften, men når den blev fyldt måtte hun gå ud af hulen og tømme den, og så ramte giften Loke. Hver gang vred han sig så meget i smerte, at jorden rystede. Det er, ifølge myten, årsagen til det vi kalder jordskælv.¹⁷

Som forælder til kaoskræfterne og manden bag Balders død spiller Loke en stor rolle i ragnaroks komme, og historien om hans straf gør forbindelsen endnu tydeligere. Ligesom Fenrisulven er han lænket af guderne, og ligesom Fenrisulven slipper han fri ved ragnarok. Da optræder han som en hærfører i jætternes hær, som leder kæmperne til Asgård for at udkæmpe det endelige slag.

I Vølvens Spådom fortælles det, at han styrer skibet Naglfar, som er bygget af døde mennesker negle¹⁸ og tilhører Muspelsønnerne.¹⁹ I den Yngre Edda står der, at han ledsages af Hels følgesvende, og at han kæmper mod Hejmdal, Asgårds vogter. En kamp, der ender med, at de slår hinanden ihjel.²⁰

Dyrkelsen af Loke

Der findes ikke spor efter en regulær dyrkelse af Loke, som f.eks. stednavne der peger mod, at der har været et kultsted i hans ære.²¹ Men man har dog fundet en række genstande og dekorationer, som arkæologerne mener forestiller ham.

I Nordens folketro personificerede Loke forskellige luftsyn. Som fænomenet varmedis, hvor lyset flimrer i luften på en varm sommerdag. Man sagde, at det var “Lokemanden”, der drev sine geder på græs eller såede sin havre. Loke blev altså knyttet til noget flygtigt og uhåndgribeligt, nærmest en magt i naturen, ligesom vætterne, der kunne være menneskene til hjælp, men også havde en undertone af noget potentielt farligt.²² Der findes ikke nogen egentlig forbindelse mellem denne folketro og mytologiens kilder, måske bortset fra idéen om Loke som en flygtigt karakter, der er svær at få hold på.²³

1. Hvorvidt Loke er af jætteslægt bliver kort diskuteret i Karen Bek-Pedersen: Guder og gudinder i nordisk mytologi, s. 369 og 373. ↩︎
2. Carsten Lyngdrup Madsen: Nordboernes gamle religion, s. 155. ↩︎
3. Der er lidt uklarhed omkring Lokes sønner, som beskrevet i Carsten Lyngdrup Madsen: Nordboernes gamle religion, s. 169 og Karen Bek-Pedersen: Guder og gudinder i nordisk mytologi, s. 375. ↩︎
4. Karen Bek-Pedersen: Guder og gudinder i nordisk mytologi, s. 370. ↩︎
5. Lokasenna, str. 23. ↩︎
6. Gylfaginning, kap. 42. ↩︎
7. Gylfaginning, kap. 32. Oversættelse: Thøger Larsen. ↩︎
8. Gylfaginning, kap. 32. Oversættelse: Thøger Larsen. ↩︎
9. Lokasenna, str. 9. ↩︎
10. Se f.eks. Anders Bæksted: Nordiske guder og helte s. 90 ff. og Karen Bek-Pedersen: Guder og gudinder i nordisk mytologi, s. 368 ff. ↩︎
11. Anders Bæksted: Nordiske guder og helte, s. 91; Finn Stefánsson: Gyldendals leksikon om nordisk mytologi, s. 148; Karen Bek-Pedersen: Guder og gudinder i nordisk mytologi, s. 377. ↩︎
12. Anders Bæksted: Nordiske guder og helte, s. 90; Finn Stefánsson: Gyldendals leksikon om nordisk mytologi, s. 148. ↩︎
13. Gylfaginning, kap. 42. ↩︎
14. Skjaldskabslæren, kap. 38. ↩︎
15. Gylfaginning, kap. 48. ↩︎
16. Skjaldskabslæren, kap 38. ↩︎
17. Gylfaginning, kap. 49. ↩︎
18. Gylfaginning, kap. 51. ↩︎
19. Vølvens Spådom, str. 49. ↩︎
20. Gylfaginning, kap. 51. ↩︎
21. Anders Bæksted: Nordiske guder og helte, s. 88. ↩︎
22. Karen Bek-Pedersen: Guder og gudinder i nordisk mytologi, s. 412. ↩︎
23. Finn Stefánsson, Gyldendals leksikon om nordisk mytologi, s. 150. ↩︎