I en guldoplyst sal under havets overflade holder havjætten Ægir storslåede gilder for aserne. Men for menneskene, som har mistet familie og venner til de skummende bølger, er Ægir, der personificerer havet, en forhadt skikkelse.
Havets gud
I Orknøboernes Saga fortælles det, at der højt mod nord boede en familie, som herskede over et vidstrakt land. Patriarken var en jætte ved navn Fornjót1, og han havde børnene Logi, hvis navn betyder ‘ild’; Karí, som betyder ‘nordenvinden’, og Hlér, som betyder ‘havet’. Hlér er et andet navn for Ægir, og ligesom sine søskende personificerer han et af elementerne.
Det fortælles i Skjaldskabslæren, at Ægir bor på Hlérs Ø, som formodes at være Læsø.2 Sammen med Rán, som selv er en havgudinde, har han ni døtre. Deres navne er forskellige ord for bølge: Álfrún, Bára, Blóðughadda, Bylgja, Dúfa, Hefring, Himinglæva, Hrönn og Kólga. Hvert ord betegner et særligt aspekt ved havets overflade, som “dúfa”, der betyder due og leder tankerne hen på det blide hav som på en mild, vindstille dag, eller “bára”, der betyder vokse og vækker billeder af, hvordan havet hæver og sænker sig.3
I det smertelige skjaldedigt Sonatorrek, “Sønnetabet”, beretter digteren Egil Skallagrimsson om at miste familie til havet og fortæller om sit brændende ønske om hævn over Ægir og Ran. En hævn, der selvfølgelig er umulig:
Det hul, som bølgen
brød i min faders
gamle slægtsgærde,
det græmmer jeg mig over.
Men skarret efter min søn,
som søen slog,
det ved jeg vil altid,
altid stå åbent.
Meget har Ran,
havet, berøvet mig.
Ene er den,
hvem ingen elsker.
Mine slægtebånd
har søen sønderslidt,
livsstrengen i mit bryst
er bristet.
Kunne jeg skifte
mig ret med spydskaftet,
da var det ude
med Ødelæggeren [Ægir].
Kunne man få ram
på den våde rovmorder,
gik jeg i holmgang
med havet gerne.4
Asernes ven
Striden mellem jætterne og guderne er omdrejningspunktet for den nordiske mytologi, men det er langtfra en sort/hvid kamp mellem godt og ondt, for dels er guderne dybt fejlbehæftede, og omvendt er jætterne langt fra altid dorske og ondskabsfulde. Indimellem er der da også venskab, og undertiden kærlighed, racerne imellem. Og her er Ægir én som har usædvanligt stærke bånd til aserne for en jætte at være. Så meget at han nogle gange bliver regnet for en ase.5
Udover hans ægteskab til gudinden Rán, så er en af de ting, der binder Ægir og ase-guderne sammen de mange gilder, hvor øllen flyder og talen går lystigt. Ofte er det Ægir, der er vært for disse komsammener, for han er usædvanligt rig. Så meget guld har han, at der ikke er brug for lamper i hans sal, for skæret af guld lyser alting op.6
I nordboernes samfund var gildet et vigtigt socialt element, der bandt folk sammen, og det afspejles i gudeverdenen, hvor Ægir bliver en form for brobyggerfigur mellem Jötunheim og Asgård. Det fortælles da også, at han selv bryggede øl til aserne i en enorm keddel.7
