Svartalfheim, eller Nidavellir, er dværgenes land, og en af de ni verdener i nordisk mytologi.
Vi kender Svartalfheim fra Snorris Yngre Edda, og får at vide, at her bor dværgene.1 I den Yngre Edda hører vi også, at der findes to slags alfer – lysalferne og mørkalferne. De første beskrives som “klarere end solen”, og selvom vi ikke får meget at vide om deres verden, Alfheim, så er det nemt at forestille sig det som et klart og smukt sted. Mørkalferne “ligner dem ikke i ydre, men endnu langt mindre i væsen”. De er “sortere end beg” og bor nede i jorden.2
Opdelingen i lysalfer og mørkalfer findes kun i den Yngre Edda og synes at være Snorris opfindelse. Måske med rødder i en kristen forståelse af kosmos, hvor der fandtes gode og onde engle.3 Mørkalferne skal nok i virkeligheden forstås som dværge. Dem hører vi en del om i nordisk mytologi. Vi ved derfor, at de netop bor under jorden, hvor de har deres smedeværksteder. Det er her, at mange at gudernes magiske våben og andre fantastiske genstande bliver fremstillet. For eksempel Thors hammer, Mjølner, og spydet Gungner, som tilhører selveste Odin.
Selvom dværgene fremstiller nogle af mytologiens største kostbarheder, så har de også en gemen side. Den ser vi i historien om skjaldemjøden, hvor to dværge slår den víse Kvaser ihjel og tapper ham for blod, som de blander med honning, for at brygge mjøden, der gør enhver, som drikker af den, til digter.
Vi får ikke nogen beskrivelse af Svartalfheim i kilderne, men med de ting vi ved om dværgene – deres smedekunst og karakter – så kan man forestille sig det underjordiske rige som et sted, der er ypperligt bygget og magisk, men også mørkt og mystisk.
