Fimbulvinter

Tre vintre i træk

Det er sparsomt, hvad vi ved om fimbulvinteren (“den store vinter”), som blot omtales i enkelte linjer i Kvadet om Vaftrudner og den Yngre Edda. 

I sidstnævnte fortæller Snorri Sturluson, at den apokalyptiske vinter indtræffer efter tre år med bitre krige i hele verden og citerer en strofe fra Vølvens Spådom:

Broder slås med broder,
til begge segner;
Søskendebørn
bliver bitre fjender.
Hadskhed, hårdhed,
hor overalt,
spærtid, spydtid,
sprængte skjolde,
uvejrstid, ulvetid –
undergangen kommer.
Ingen yder
en anden skånsel.¹

Og så kommer fimbulvinteren …

Da fyger sneen fra alle sider. Der er megen frost og hvasse vinde. Solen virker ikke. Der kommer sådanne tre vintre i træk uden sommer imellem.²

Herefter maler Snorri et rædselsbillede af undergangen frem, ligesom det fortælles i Vølvens Spådom. Bjerge falder sammen, og havene skyller ind over land; Fenrisulven bryder fri af dens lænke, med flammer stående ud af øjne og næsebor; jætterne marcherer mod Asgård, gudernes hjem; solen sortner, og stjernerne forsvinder.

I nordisk mytologi er tåge, kulde og frosne landskaber ofte nært forbundet med ondskab. Jætternes siges at have en styg karakter, fordi de nedstammer fra de giftige floder i Niflheims kolde tågeverden. De omtales nogle gange som “frostkæmper” og bor i det utæmmede Jötunheims “tågede fjelde”.³ En mørk og øde verden, hvor floderne er så kolde, at et menneskes legeme kan fryse til is ved berøring.⁴

Det er med andre ord helt i mytologiens ånd, når fimbulvinteren kommer i forbindelse med “ulvetiden”, hvor broder kæmper mod broder til døden, og er forspil til jætternes hærgen.

Livets genkomst

Fimbulvinteren nævnes i Kvadet om Vaftrudner, da Odin spørger den víse jætte, hvem der vil overleve ragnarok og se forårets komme:

Hvilke mennesker lever,
når det lakker mod vår,
efter fimbulvinterens vintre?⁵

Vaftrudner svarer, at 

Lif og Liftraser –
de skal ligge i løn
skjulte i Hoddmimers skov.
Nyfalden dug
skal de nære sig ved –
så avles der unge slægter.⁶

Også i Vølvens Spådom tegnes der et billede af en verden, hvor liv og frugtbarhed vender tilbage, endda stærkere end nogensinde, og hvor ulvetiden bliver afløst af fred:

Agrene vokse
uden at sås.
Alt ondt bliver bedre.⁷

Fimbulvinteren, år 536

Fimbulvinteren blev længe tilskrevet nordboernes yderst levende fantasi, men i begyndelsen af 1900-tallet begyndte man at teoretisere over, om den mytologiske forestilling mon kunne have rod i historiske begivenheder.

Man mener nu, at fimbulvinteren har været stærkt inspireret af en klimakatastrofe i 500-tallet, som begyndte med et kraftigt vulkanudbrud i 536. Vulkanen, som nogle mener skal findes i Amerika, sendte enorme mængder røg op i atmosfæren, og partiklerne blev der i adskillige år og nedkølede jorden. Ikke mindst Skandinavien blev ramt.

Afkølingen fik katastrofale konsekvenser. Solen kæmpede forgæves for at trænge ind til den kolde, grå verden, og landbrug blev forladt i stor stil. De bønder, der var tilbage, forsøgte at holde liv i afgrøderne, men det blev en umulig kamp. I Norden døde måske halvdelen af befolkningen.

Ved at kigge på fundene fra denne tid kan arkæologer se, at mens liv, erhverv og kultur nærmest standsede helt op, så blev én aktivitet større end nogensinde – ofringen af guld til guderne.⁸

Da solen begyndte at vende tilbage med dens tidligere glød og varme, og kornet igen stod sundt på marken, må det have føltes, som om guderne omsider havde taget imod nordboernes ofringer. Som en genfødsel lig den vi hører om i mytologien:

Jorden skyder da op af havet og er grøn og fager.⁹

Fimbulvinteren og George R. R. Martins univers

“Winter is coming”. Det ildevarslende mundheld fra En sang om is og ild og Game of Thrones vækker en del associationer til nordisk mytologi, hvor fimbulvinteren også lurer som en apokalyptisk begivenhed et sted ude i fremtiden.¹⁰

I En sang om is og ild er den årelange vinter – som kaldes Den Lange Nat – noget tilbagevendende. Den lagde sig over De Syv Kongeriger i en fjern fortid, og vil med sikkerhed gøre det igen. Fimbulvinteren i nordisk mytologi beskrives derimod udelukkende som noget fremtidigt – som fortalt i den Yngre Edda – men som vi har set er myten formentlig baseret på en historisk begivenhed, der har levet videre i den kollektive bevidsthed, på samme måde som Den Lange Nat gør hos karaktererne i En sang om is og ild.

Krigerordenen Night’s Watch forbereder sig utrætteligt på at kunne holde stand, når Den Lange Nat og al dens ondskab kommer, og at den er på vej, det understreges af den tilbagevendende påmindelse om at “vinteren kommer”. I nordisk mytologi lever Odin med den samme form for bevidsthed om den uundgåelige katastrofe, og det er baggrunden for, at han opbygger sin elitehær – einherjer – i Valhal. Her træner krigerne hver dag til den endelige kamp mod kaosmagterne. En kamp, som vølven forudsiger, at de vil tabe, da verden i sidste ende går under.

Både i nordisk mytologi og i George R. R. Martins univers repræsenterer vinteren den kommende undergang, men kaosmagterne, som står for den reelle ødelæggelse, er forskellige. I sidstnævnte har de form af udøde “hvide vandrere” (en pendant til nordisk mytologis kuldegysfremkaldende “draugr“). I Vølvens Spådom hører vi om jætter, ulve, Midgårdsormen og et skib kaldet Nagelfar, som er bygget af døde mænds negle:

Skibet kommer nordfra.
Skaren, Muspel
leder, står mod land,
Loke styrer.
Vildmandsflokke
følger ulven.¹¹

1. Vølvens Spådom, str. 30. Oversættelse: Olaf Hansen. ↩︎
2. Gylfaginning, kap. 50. Oversættelse: Thøger Larsen. ↩︎
3. Skirnirs færd, str. 10. Finnur Magnusson. ↩︎
4. Skjaldskabslæren, kap. 17. ↩︎
5. Odin og Vaftrudner, str. 44. Oversættelse: Olaf Hansen. ↩︎
6. Odin og Vaftrudner, str. 45. Oversættelse: Olaf Hansen. ↩︎
7. Vølvens Spådom, str. 63. Oversættelse: H.G. Møller. ↩︎
8. Bo Gräslund, Fimbulvinteren – virkeligheden bag myten fra nordisk mytologi. ↩︎
9. Gylfaginning, kap. 52. Oversættelse: Thøger Larsen. ↩︎
10. Carolyne Larrington: The Norse Myths that Shape the Way we Think, s. 282. ↩︎
11. Vølvens Spådom, str. 35. Oversættelse: Olaf Hansen. ↩︎