Niflheim

Niflheim er en af den nordiske mytologis ni verdener. En kold underverden, som spiller en central rolle i skabelsen af det nordiske kosmos.

Niflheim og skabelsen

Mange tidsaldre før verden blev skabt, var der Ginnungagap, som bedst kan beskrives som et stort tomrum, hvor intet eksisterede. Nord for Ginnungagap lå Niflheim, en kold og barsk underverden, og sydfor lå Muspelheim, som var lys og varm.

I Niflheim var der en kilde ved navn Hvergelmir, hvorfra mange floder udgik: Svål, Gunntra, Fjårm, Fimbultul, Slid og Hrid, Sylg og Ylg, Vid og Lejpt, og også floden Gjøl, som adskiller dødsverdenen Hel fra menneskenes verden.

Floderne fra Niflheim flød mod Ginnungagap, hvor de kolde dampe blev til rim. I mødet med den livgivende varme og gløderne fra Muspelheim blev rimen til dråber, og fra disse dråber opstod jætten Ymer og andre urskabninger.1

Ondskabens sted

Men Niflheim er ikke blot en kold verden, det er også en ond verden, hvorfra alt, hvad der er grusomt, stammer.2 Dets floder, som samlet kaldes Elivager, er giftige, og ifølge den víse jætte Vaftrudner er det også forklaringen på jætternes natur:

Af Elivager stænked edderdråber,
de voksed og vorded til jætte,
deraf er alle vore ætter komne
og derfor vrede og vrange.3

I H. G. Møllers oversættelse af samme strofe, står der, at de giftige dråber fra Elivager har gjort jætterne “hadske”.

Nidhug.
Nidhug, en af Niflheims faste indbyggere, mæsker sig i de døde, står der i Vølvens Spådom. Louis Moe.

Asketræet Yggdrassil, hvis grene breder sig ud over verden, har tre rødder, som strækker sig langt væk fra hinanden. En er hos aserne, fortælles det, en anden hos rimturserne (jætterne) og en tredje strækker sig henover Niflheim. Men ved kilden Hvergelmir sidder den frygtindgydende drage Nidhug og gnaver på roden – et varsel om ragnaroks komme.4

Underverden

Niflheim er også hjemsted for de dødes verden, som bliver regeret af jætten Hel. Her råder hun over dem, som er døde af alderdom eller sygdom – det vil sige enhver, som ikke døde i kamp.5

Et andet sted i Gylfaginning omtaler Snorri et sted kaldet “Hel”, og siger at “onde mennesker farer til Hel og derfra til Niflhel, som er nede i den niende Verden.”6 Niflhel er altså tilsyneladende en underverden i underverdenen – det nederste og mørkeste niveau i Hel.7

Dermed virker det til, at Niflhel og Niflheim er to forskellige steder, for Snorri placerer Hel inden for sidstnævnte, når han om Odin siger, at “Hel kastede han i Niflheim”.

I digtet Balders Drømme fra den Ældre Edda, virker Niflhel til at være enten synonymt med Hel eller liggende udenfor:

Op stod Odin den gamle As,
han på Sleipner sadel lagde,
deden han ned til Niflhel red,
mødte en hund, der fra Hel kom.8

Måske skal man ikke lægge så meget i den geografiske placering af Niflheim, Hel, Helheim og Niflhel, men forstå dem som forskellige poetiske udtryk for underverdenen. De har visse fællestræk, men også individuelle aspekter.

Snorris Niflheim er først og fremmest et koldt og mørkt sted, hvor ondskab lever, og som spiller en stor rolle i både skabelsen og ragnarok. I et eller andet omfang er Niflheim så også identisk med de dødes verden.

Algiz.
  1. Gylfaginning, kap. 4 og 5. ↩︎
  2. Gylfaginning, kap. 4. ↩︎
  3. Vaftrudnirsmål, str. 31. Oversættelse: Thøger Larsen. ↩︎
  4. Gylfaginning, kap. 15. ↩︎
  5. Gylfaginning, kap. 33. ↩︎
  6. Gylfaginnning, kap. 2. Oversættelse: Thøger Larsen. ↩︎
  7. Andy Orchard: A Norse Dictionary of Norse Myth and Legend. ↩︎
  8. Balders Drømme, str. 2. Oversættelse: Karl Gjellerup.
    ↩︎