Den Ældre Edda og den Yngre Edda

Den Ældre Edda

Næsten 300 år efter religionsskiftet i Island, hvor man begyndte at lægge afstand til de gamle guder og vendte sig mod kristendommen, kom de norrøne fortællinger på skrift.

Historierne var altså ikke udtryk for en levende religion, men kulturhistoriske kuriositeter fra en tid, man ikke ønskede skulle gå helt i glemmebogen.

Disse hedenske historier var blevet overleveret mundtligt igennem århundreder, før de blev nedfældet, hvilket selvsagt medfører en vis risiko for forvanskning. Men ved at sammenholde dem med for eksempel billedsten fra vikingetiden, der fortæller samme historier, kan vi se, at de overordnet set faktisk fremstiller den gamle tro rimelig trofast.¹

De fleste af digtene findes kun i Codex Regius-versionen fra 1270, som er skrevet i Island, måske efter et forlæg, som er gået tabt.² Omkring en tredjedel af dem er gudedigte, som er af særlig interesse for studiet af nordisk mytologi, mens resten er heltedigte, der omhandler sagnhelte som Sigurd Fafnersbane og Helge Hundingsbane. I modsætning til skjaldedigtene, der kan spores til specifikke digtere, er den Ældre Eddas tekster anonyme.

Den Yngre Edda

Den Yngre Edda, også kendt som Snorris Edda, menes at være forfattet af Snorri Sturluson omkring 1220.³

Værket består af fire dele, hvoraf de to midterste har klart mest interesse for studiet af nordisk mytologi. 

Efter første del, prologen, hvor Snorri giver sin forklaring på baggrunden for den hedenske tro, kommer Gylfaginning – Gylfis forblændelse. Her er rammehistorien den, at sagnkongen Gylfi, forklædt som Gangleri, rejser ud for at lære om asegudernes magt. Gudernes skaber et vældigt synsbedrag og giver sig i kast med at fortælle ham historien om verden og guderne, fra tidernes morgen til altings ende i ragnarok. Da Gylfi/Gangleri til sidst spørger, hvad der sker efter ragnarok, bliver guderne ham svar skyldig. Derefter lyder et højt bedrag, og blændværket forsvinder.

Rammehistorien er uvigtig i forhold til overflødighedshornet af gudefortællinger, men ved at lægge historierne ind i en sådan rammefortælling, kunne Snorri videregive den gamle tro uden at komme i karambolage med kristendommen ved hele tiden at gøre opmærksom på det forbehold, at det jo kun er fiktion.

Skjaldskabslæren, den tredje del af den Yngre Edda, har ligesom Gylfaginning en rammehistorie i form af en samtale; her mellem skjaldeguden Brage og havjætten Ægir. Emnet er digtersproget, som Ægir ønsker at vide mere om. Herefter følger en længere udredning omkring digternes sprog, herunder genfortællingerne af myterne for at vise hvor de utallige kenninger (poetiske metaforer) og heiti (tilnavne) kommer fra.

Háttatal, den Yngre Eddas fjerde del, kaster ikke megen mytologisk information af sig. Det er et hyldestdigt til kong Håkon Håkonsson og medregenten Skuli.

I hvor høj grad Snorri, med sin kristne baggrund, kan regnes for en pålidelig kilde til den nordiske mytologi er et væsentligt omdrejningspunkt blandt forskerne. Men der synes i dag at være bred enighed om, at den Yngre Edda er et væsentligt bidrag til at forstå myterne. Snorri baserede sit værk på de gamle digte, både dem vi kender fra den Ældre Edda, men også nogle der er gået tabt, og han arbejdede ud fra et ønske om at bevare digtersproget ved at forevige det mytologiske stof. Derfor har han næppe forsøgt at digte til eller forvanske sine kilder. Men om han har forstået alle elementer af mytologien korrekt er en anden sag.^{4 5}

1. Den Poetiske Edda ved Rolf Stavnem, s. 7. ↩︎
2. Karen Bek-Pedersen: Guder og gudinder i nordisk mytologi, s. 37; Anders Bæksted: Nordiske guder og helte, s. 24. ↩︎
3. Karen Bek-Pedersen: Guder og gudinder i nordisk mytologi, s. 41. ↩︎
4. Anders Bæksted: Nordiske guder og helte, s. 26. ↩︎
5. Karen Bek-Pedersen: Guder og gudinder i nordisk mytologi, s. 44. ↩︎