Tandgnost og Tandgrisner er Thors bukke, som trækker hans vogn over himlen. De har den forunderlige egenskab, at man kan slagte dem og bringe dem til live igen den følgende dag.
Tandgnost og Tandgrisner betyder “tand-skærer” og “tand-snerrer”.1 De minder en del om et andet magisk dyr i den nordiske mytologi. Nemlig Særimner, Odins vildsvin, som kan slagtes og spises – og genopstå den følgende dag. Sådan går det til at einherjer (Odins hær af afdøde krigere) kan holde et mægtigt gilde i Asgårds Valhal med mjød og svinekød i lange baner aften efter aften.
Men der er et “men” ved disse magiske bukke. Knoglerne skal nemlig forblive intakte, hvis bukkene skal genopstå som fuldt funktionsdygtige. Det kommer der en lille historie ud af i fortællingen om dengang, hvor Thor og Loke drog til Jötunheim og kom til Udgårdslokes borg.
På vejen holder de ind hos en bonde for natten, og Thor slagter bukkene. Han inviterer bonden og hans familie til middag, hvis de lover ikke at ødelægge knoglerne, men lægge dem på bukkeskindene, som han har bredt ud på gulvet.
Bondens dreng, Tjalfe, kan dog ikke nære sig. Han brækker en knogle, så han kan suge marven ud. Da Thor svinger Mjølner over skindene den næste dag, og gør Tanngnost og Tandgrisner hele og levende igen, opdager han, hvad der er sket. Den ene af bukkene halter nemlig på bagbenet.
Thor er rasende, og for at formilde ham giver bonden Tjalfe og søsteren Røskva væk som tordensgudens tjenere.2
