Midgård er den verden, hvor menneskene bor. Udenfor lever alverdens jætter og monstre, og Midgård blev da også bygget for at holde alle disse kaoskræfter stangen.
Midgård kan oversættes som “gærdet” eller “borgen i midten”1 og forstås oftest som et område eller en verden, der indhegnes, men navnet kan også hentyde til selve forsvarsværket.2
I den nordiske kosmologi regnes Midgård ofte som den midterste af tre overordnede verdener. Asgård, gudernes verden, ligger inderst; udenom ligger Midgård, menneskenes verden; og udenom igen ligger Jötunheim, hvor jætter, monstre og andre væsner bor.
Midgård blev skabt af aserne engang i urtiden, da verden var ung. I den Yngre Edda fortælles det om verden, at:
Yderst er den kredsrund, og udenom ligger det dybe hav. Langs med dettes bred gav de land til boliger for jætteslægterne. Men inde på jorden byggede de en borg rundt om verden mod jætternes ufred, og til denne borg benyttede de jætten Ymirs øjenhår, de kaldte borgen Midgaard.3
Lidt senere skriver Snorri, at menneskeslægten, som stammer fra Ask og Embla, “fik bolig i Midgaard”, mens aserne til sig selv byggede en “en borg i verdens midte”, som de kaldte Asgård.4
Når denne beskrivelse står for sig selv, kan man nemt opfatte Midgård og Asgård som to separate verdener, tilhørende henholdsvis ase-slægten og menneskene, men ofte i den Yngre Edda synes Midgård at henvise til et sted, hvor både guder og mennesker bor. Man kan derfor også opdele den norrøne kosmologi i et “indenfor” og et “udenfor”. Indenfor, bag Midgårds relativt trygge mure, bor de, som repræsenterer orden og det velkendte, altså guder og mennesker. Og udenfor bor jætterne, som har ligheder med guder og mennesker, men som også er fundamentalt forskellige fra dem.5
Selvom Midgård er beskyttet af en mur, så er den ikke sikret mod enhver indtrængen af jætter, og hvis det ikke var for krigeren krigerguden Thors arbejde med at bekæmpe dem, så ville jætterne oversvømme Midgård.
Det siger Thor selv i Sangen om Gråskæg (Harbard og Tor):
Jeg var i øst for jætters onde
kvinder at fælde, mens de fór til bjerget,
stor blev jætteynglen, om alle levede,
ingen mennesker blev Midgaard levnet.6
- Finn Stefánsson: Gyldendals leksikon om nordisk mytologi, s. 153. ↩︎
- Andy Orchard: Dictionary of Norse Mythology and Legend. ↩︎
- Gylfaginning, kap. 7. Oversættelse: Thøger Larsen. ↩︎
- Gylfaginning, kap. 8. Oversættelse: Thøger Larsen. ↩︎
- Karen Bek-Pedersen: Guder og gudinder i nordisk mytologi, s. 65-67. ↩︎
- Harbard og Tor, str. 23. Oversættelse: Thøger Larsen. ↩︎