Nornerne

Ved Urds kilde

Under en af verdenstræet Yggdrasils tre rødder har nornerne Urd, Verdande og Skuld hjemme. Her ligger deres hal, der beskrives som værende “smuk”, og her findes Urds kilde (eller Urds brønd) hvorfra de hver dag henter vand, som de øser over Yggdrasils rødder. Vandet i kilden er så rent, at alt, hvad der kommer deri, bliver hvidt. I brønden svømmer to svaner, som er ophav til alle andre svaner.¹

Det fortælles desuden i den Yngre Edda, at guderne har deres domstol ved Urds kilde, og at de hver dag rider dertil ad regnbuebroen Bifrost.²

Yggdrasil beskrives som det “største og bedste af alle træer” og “dens grene breder sig over hele verden og rækker over himlen.”³ At nornerne bor ved det, og endda holder det i live med vand fra Urds brønd, fortæller noget om, hvor vigtige de er i Nordens kosmos.

Skæbnegudinder

De tre norners navne betyder “det, der var” (“Urd”), “det, der er” (“Verdande”) og “det, der skal komme” (“Skuld”), og de personificerer med andre ord tiden selv. Ordet “norne” kan betyde “vride” eller “vende” og har måske rødder i idéen om et livshjul, der drejer og drejer.⁴

I Vølvens Spådom fortælles det direkte, at de bestemmer menneskenes skæbne:

De lov lagde, de liv kåred
for slægternes børn, skæbnen for mænd.⁵

Der findes forskellige beskrivelser af, hvordan nornerne udøver deres hverv. Nogle steder hører vi, at de spinder skæbnens tråde, men i Vølvens Spådom står der, at de “skar i stave”.⁶ Det kan tolkes som at de markerede de vigtige øjeblikke i et menneskes liv ved at ridse i en primstav, som var den norrøne version af en kalender.⁷

I Kvadet om Sigerdrive fortælles det desuden, at der var runer på nornernes negle, så der er under alle omstændigheder en forbindelse mellem skæbnegudinderne og de magiske runer.⁸

Nornerne rådede over skæbnen på et overordnet plan, men det er oftest i forbindelse med de to mest fundamentale punkter i et menneskes livsbane – fødsel og død – at de optræder i kilderne.

En af de bedste og mest dramatiske beskrivelser af nornerne og deres virke finder vi i begyndelsen af Første Kvad om Helge Hundingsbane, hvor helten bliver født:

I den fjerne, dunkle oldtid
– lydt skreg fjeldets stolte ørne
og de hellige vande styrtede
brusende fra himmelfjeldet,
da blev Helge født i Braalund
af den ædelbårne Borghild,
Kong Sigmunds stolte viv.

Natten rugede over landet,
da kom nornerne de høje
for at sætte drottens livsmål;
og de bød, han skulle vorde
størst blandt alle Jordens konger,
ypperst iblandt alle helte,
og de spandt skæbnens tråde
for den søn, som Borghild fødte,
og de stærke, gyldne tråde
snoede de med kraft og fæstede
højt dem under månens sal.

Enderne de lønlig hæftede,
én i Østen, én i Vesten;
alle lande derimellem
skulle kongesønnen eje;
men i Nordens kolde egne
fæstede Neres søster tråde,
bød, de skulle evig holde.⁹

Gode og onde norner

Neres søster, som nævnes ovenfor, er en norne, som er fjendtligt stemt mod Helge. Det er derfor, hun fæster tråden i Nordens kolde egne, for i den norrøne verdensforståelse forbindes kulde med ondskab (jætteslægten stammer fra det iskolde Niflheims giftige floder), og det peger på, at nornerne ikke blev opfattet som værende altid gode og på et menneskes side. Snarere var der gode og onde norner, ligesom man taler om en god eller dårlig skæbne.

I Kvadet om Fafner fanger Loke dværgen Andvare, som har form af en gedde. Han fortæller, at han har svømmet i mangen en flod, fordi “En ulykkesnorne har i ældgamle dage sat mig til at vade i vand.”¹⁰

I et andet kvad nævnes der “fæle norner” og “lede norner”,¹¹ og det kan godt løbe en koldt ned ad ryggen, når der fortælles om “gridske nornehunde, der i ødemarker bo”.¹²

Omvendt bliver nornerne nogle steder beskrevet som en slags skytsgudinder, der “lindrer veer og nød”.¹³

De fleste nordboere har nok haft et bittersødt forhold til nornerne, som har repræsenteret den sandhed, at livet er en rejse med op- og nedture, og at man uundgåeligt møder død og ulykke på vejen. Sådan kan man læse runeinskriptionen i Borgund stavkirke i Sogn, Norge: 

Thórir skar disse runer på aftenen før Olavs-messe, da han rejste her forbi. Nornerne gjorde både godt og ondt, stor møje … skabte de for mig.

Nornernes dom

Nornerne var ikke nogle, man sådan kunne appellere til, hvis man var utilfreds med sin skæbne. Når de havde bestemt et menneskes død, var der ingen vej udenom. Undertiden kan nornerne dog give den, som skal dø, et varsel; som da de i Det andet gudrunskvad viser sig for Atle i en drøm, hvor Gudrund gennemborer ham med et sværd.¹⁴

At skæbnen lå fast synes at blive bredt accepteret af heltedigtenes karakterer. Én siger: 

Om i dag eller i morgen vi falde,
En aften ingen lever
efter norners dom.¹⁵

Netop begrebet “nornernes dom” bliver ofte brugt i forbindelse med en persons nærtforestående død, og når en sådan dom er fældet, siges personen at være “dødsviet”.¹⁶

I Det andet kvad om Helge Hundingsbane dræber Helge sin udkårne, Sigruns, far og bror. Han fortæller hende, at han var deres banemand, men at det i sidste ende var “nornernes skyld”.¹⁷

Omvendt kan man godt argumentere for, at nordboerne havde en vis indflydelse på egen skæbne, eller i hvert fald gjorde hårdnakkede forsøg på det. Når vikingen drog til fjerne lande for at tilrane sig kostbarheder, som han kunne bruge til at skabe sig et bedre liv, så kan det ses som et udtryk for, at nordboerne stræbte efter lykken og så skæbnen som noget, man selv skabte eller havde indflydelse på.¹⁸

Ofringer og amuletter, som skulle appellere til gudernes gunst, er også eksempler på, at man opfattede skæbnen som noget, der ikke var skrevet i sten. Nogle steder i Norden var det længe efter overgangen til kristendom en folketradition at tilberede en såkaldt “nornegrød” til den nybagte mor og jordemoderen. En slags offer til eller anerkendelse af nornernes tilstedeværelse ved fødslen, i håb om at de ville give den nyfødte et langt og fremgangsrigt liv.¹⁹

Mange norner

Urd, Verdane og Skuld er de tre fremtrædende norner, men der har muligvis været mange flere. I Kvadet om Fafner beretter dragen om nornernes identitet til Sigurd. Han siger, at nornerne stammer mange steder fra, og at de ikke fødes i samme familie. Nogle er af aseslægt, nogle af alfeslægt, og nogle af dværgeslægt.²⁰

1. Gylfaginning, kap. 14 og 15. ↩︎
2. Gylfaginning, kap. 15. ↩︎
3. Gylfaginning, kap. 14. Oversættelse: Thøger Larsen. ↩︎
4. Finn Stefánsson. Gyldendals leksikon om nordisk mytologi, s. 171. ↩︎
5. Vølvens Spådom, str. 20. Oversættelse: Thøger Larsen. ↩︎
6. Vølvens Spådom, str. 20. Oversættelse: Thøger Larsen. ↩︎
7. Gro Steinsland: Norrøn religion, s. 102. ↩︎
8. Kvadet om Sigerdrive, kap. 18] [Carolyne Larrington: The norse myths that shape the way we think, s. 30. ↩︎
9. Første Kvad om Helge Hundingsbane. Moderniseret og redigeret oversættelse ud fra Frederik Winkel Horns. ↩︎
10. Regin og Sigurd, str. 2. Oversættelse: Olaf Hansen. ↩︎
11. Det korte Sigurdskvad, str. 5 og 7. ↩︎
12. Sangen om Hamde, str. 30. Oversættelse: Frederik Winkel Horn. ↩︎
13. Kvadet om Fafner, str. 12. Oversættelse. Olaf Hansen. ↩︎
14. Det andet gudrunskvad, str. 37 og 38. ↩︎
15. Hamdersmaal. Oversættelse: Finnur Magnusson. ↩︎
16. Kvadet om Fafner, str. 11. ↩︎
17. Det andet kvad om Helge Hundingsbane, str. 20. ↩︎
18. Peter Pentz: Togtet, s. 73. ↩︎
19. John Lindow: Norse Mythology, s. 245. ↩︎
20. Kvadet om Fafner, str. 13. ↩︎