Alfer

Det er svært at indkredse, hvad alferne er for en størrelse i nordisk mytologi, da vi ikke har mange historier om dem, og da dem vi har afviger en del fra hinanden. Én måde at betragte dem på er som åndelignende væsner, der bor i skove og høje. En anden som en form for guder på linje med aserne.

Alfernes karakter

Alferne opfattes ofte som knyttet til bestemte områder eller til specifikke steder i naturen, og blev måske opfattet som en slags skytsånder for egnen. Samtidig havde de tilknytning til hjemmet og de afdøde.¹ I begyndelsen af Fortællingen om Norne-gæst går en alf gennem lukkede døre,² og der er beskrivelser som den, der gør det nærliggende at forestille sig dem som åndelignende væsner.

De blev tilbedt som et kollektiv, snarere end som individer, og kun én navngiven alf har en væsentlig rolle i mytologien, nemlig Vølund, som kaldes en elverfyrste. Han virker dog ikke til at have meget tilfælles med alfer generelt, og minder i virkeligheden mere om en dværg eller et menneske.³

Det er altså ikke meget vi ved om alferne fra de gamle kvad og fortællinger, men man kan udlede nogle ting ved at kigge på person- og stednavne fra gammel tid. Særligt i den angelsaksiske verden er mange navne afledt af -alf, herunder navnet Alfred som i Alfred den Store. Det kan tyde på, at nogle alfer blev set som gode væsner. 

Omvendt har mange sygdomsnavne rod i -alf, som for eksempel “elveblest”, der er en gammel betegnelse for nældefeber.⁴ Pludselig stikkende smerte blev kaldt “elverskud”, fordi man mente, at årsagen var, at elverne skød med usynlige pile.

En måde, man kunne beskytte sig mod alferne, var med særlige amuletter,⁵ og på en 1300-tals runestav fra Bergen finder vi magiske vers, der skulle hjælpe mod onde magter, herunder alfer:

Jeg rister hjælpe-runer
Jeg rister beskyttelses-runer
Første gang mod elverne
Anden gang mod troldene
Tredje gang mod kæmperne.

Lysalferne

Et noget andet billede af alferne finder vi i Snorris Yngre Edda. Ifølge den findes der to slags alfer – “lysalferne” og “mørkalferne”. De første bor i mystiske Alfheim og er “klarere end solen”, mens de sidste bor under jorden i Svartalfheim og er “sortere end beg”. Det fortælles også, at de to racer er lige så forskellige i væsen som i det ydre.⁶

Opdelingen i to alferacer er formentlig et påfund, der hører Snorri og hans Yngre Edda til, for i det øvrige kildemateriale ses alferne som én slægt. Derimod hører vi ofte om dværge-slægten, som lever under jorden, hvor de udfører deres magiske smedekunst. Det er nærliggende at tro, at sortalferne skal forstås som dværge, om hvem det netop fortælles, at de har en underjordisk verden.

Måske er idéen med de to alferacer opstået i et forsøg på at rette den nordiske tradition ind i forhold til den kristne, som Snorri tilhørte. I kristendommen findes der både gode, lyse engle og faldne, mørke engle, og Snorri har måske skabt sin egen pendant til disse figurer i henholdvis de lyse og mørke alfer.⁷ Det understøttes af nogle linjer i den Yngre Edda, som minder overordentligt meget om den kristne opfattelse af Paradis. Snorri skriver, at der findes en himmel over andre himler, som hedder Vidblåin, og at kun lysalferne bor her. Efter dommedag får gode og retfærdige mennesker dog lov at komme dertil.⁸

Er alferne vaner?

I nordisk mytologi er der to gudeslægter, aserne og vanerne. Langt de fleste af de guder, vi kender til, er aser, men blandt vanerne er der også enkelte vigtige guddomme. Heriblandt Freja og hendes bror Frej, som bliver betragtet som frugtbarhedsguder.

Vanerne menes at have hjemme i Vanaheim, men i digtet Grímnismál fra den Ældre Edda fortælles det, at Alfheim (alfernes verden) blev givet til guden Frej som en “tand-gave”.⁹ En gave, som bliver givet, når barnets første tand bryder frem. Udover denne oplysning bliver Frej ikke nævnt direkte i forbindelse med alferne, men der findes en anden kobling mellem vaner og alfer.

Nogle steder i kilderne bruges udtrykket “aserne og alferne” og “aserne og vanerne” nemlig tilsyneladende i flæng¹⁰ , hvilket antyder, at alferne og vanerne er én og samme slægt. Andre steder omtales aserne, vanerne og alferne derimod som tre separate grupper, hvilket gør det svært at nå frem til en entydig konklusion.¹¹

Uanset om man vil kategorisere alferne som vaner eller ej, så lader det til, at de blev betragtet som guddommelige væsener og tilbedt i det hedenske Norden.

Alfeblót

Selvom vi ikke ved meget om alferne fra kilderne, så kan vi se, at de havde en vis betydning for nordboerne. I de islandske skrifter støder vi på såkaldt “alfeblót” – altså ofringer til alferne – som ser ud til at have været forbundet med frugtbarhed, familien og den afdøde slægt og med heling af sygdomme.¹²

Måske har alfeblót mest været praktiseret af kvinder hjemme på gården, i modsætning til de større offentlige blót-ceremonier, som omtales af blandt andet Adam af Bremen. Det kan være en forklaring på, at vi ikke har så megen viden om denne form for ofring. Ud fra kilderne at dømme har kulten omkring alferne har været særlig stærk omkring høsttid.¹³

Alfe-blót omtales blandt andet i digtet Austrfaravísur (“Vers fra en rejse i Østen”) af Sigvat Tordsson, hvor den kristne fortæller under en en rejse i det sydlige Sverige bliver nægtet adgang til et hus i Edskogen, fordi der afholdes blót til alferne.

“Du kan ikke komme længere ind,
dit skarn!” sagde kvinden.
“Her er vi hedninge,
og jeg frygter Odins vrede.”
Hun skubbede mig ud som en ulv,
den arrogante skændsel,
sagde, at hun ofrede
til alferne der i sit hus.¹⁴

Selvom Sigvat bliver afvist med begrundelsen, at han er kristen, har alfeblót måske generelt været en privat affære, som blev udført på gården af familien uden deltagelse af udenforstående. I det gamle Norden var de afdøde – i skarp modsætning til i kristen tid – nært knyttet til gården, hvor de ofte blev begravet, og man ærede og fandt kontakt med slægten inden for hjemmets vægge.¹⁵

Måske fordi ritualet har haft så privat en natur, ved vi heller ikke meget om, hvordan alfeblót konkret blev praktiseret, men man har nok farvet en offersten rød med blodet fra et offerdyr.

I Kormáks Saga finder vi en kort beskrivelse af et alfeblót udført i naturen. Her spørger en mand ved navn Thorvard en kone til råds om, hvad han skal stille op med sit sår, der har svært ved at heles. Hun siger:

Der er en bakke […] ikke langt herfra, hvor alfer har deres tilholdssted. Nu skal du tage den tyr, som Kormak dræbte, og male det udvendige af bakken med dens blod, og lav en fest for alferne med dens kød. Så vil du blive helbredt.¹⁶

Thorvard følger instrukserne og bliver hurtigt helbredt.

1. Raymond Ian Page: Chronicles of the Vikings, s. 51. ↩︎
2. Fortællingen Norne-gæst, kap. 1. ↩︎
3. Anders Bæksted: Nordiske guder, s. 278. ↩︎
4. Gro Steinsland: Norrøn religion, s. 248. ↩︎
5. Andy Orchard: A Dictionary of Norse Myth and Legend. ↩︎
6. Gylfaginning, kap. 17. ↩︎
7. Karen Bek-Pedersen: Guder og gudinder i nordisk mytologi, s. 69. ↩︎
8. Gylfaginnung, kap. 17. ↩︎
9. Grímnismál, str. 5. ↩︎
10. Se f.eks. Vølvens Spådom, str. 50. ↩︎
11. Karen Bek-Pedersen: Guder og gudinder i nordisk mytologi, s. 68. ↩︎
12. Gro Steinsland: Norrøn religion, s. 345. ↩︎
13. Gro Steinsland: Norrøn religion, s. 248, 345. ↩︎
14. Austrfaravísur, str. 5. ↩︎
15. Gro Steinsland: Norrøn religion, s. 345-346. ↩︎
16. Kormáks Saga, kap. 22. ↩︎