Alfheim er en af de ni verdener i den nordiske mytologi. Som navnet antyder var det elvernes hjem, og ifølge et kvad i den ældre Edda var det også Frejs.
Alene navnet Alfheim, “alfernes verden”, sætter fantasien i gang. Men det er heller ikke meget vi rent faktisk ved om dette sted, der kun nævnes enkelte steder i mytologien, så lidt fantasi er påkrævet.
Da Alfheim præsenteres i Snorris Yngre Edda, præciserer fortælleren, at det var ‘lysalferne’ – ikke at forveksle med ‘mørkalferne’ – som boede der. Disse to alferacer ligner ikke hinanden i udseendet, og endnu mindre i væsen, siges det. For hvor lysalferne er “klarere end solen”, er mørkalferne “sortere end beg” og bor nede i jorden.1
Opdelingen i lysalfer og mørkalfer findes kun i Snorris Edda og synes at være hans opfindelse, for i andre kilder nævnes kun én slags. Det er muligt, at Snorri med sin kristne baggrund har set alferne som en pendant til englene, og har opfundet mørkalferne til lejligheden for at få modstillingen mellem det lyse og det mørke, det gode og det onde, ligesom Bibelens skelnen Himmelens engle og faldne engle.2
Hvis man skal passe Snorris beskrivelse ind i resten af traditionen, så er det mest nærliggende at se det folk, Snorri kalder mørkalferne, som dværge. Dværgene adskilte sig netop markant fra alferne udseendemæssigt, de boede i en underjordisk verden, Svartalfheim, og man kan forestille sig, at de har været mørklødede af det underjordiske arbejde.
Vi mangler en beskrivelse af Alfheim i kilderne, men ud fra Snorris beskrivelse af alferne skal man nok forestille sig et lyst, smukt og måske gådefuldt sted.
Ifølge Grímnismál blev Alfheim engang i urtiden givet til vane-guden Frej som en såkaldt “tand-gave”.3 Det vil sige en gave, som barnet får, når den første tand omkring 1-års-alderen bryder igennem. Blandt andet derfor er der blevet spekuleret i, om alferne i virkeligheden var vaner.
