Ymer

Urjætten Ymer

Den mest dramatiske og detaljemættede beskrivelse af verdens skabelse finder man i Snorris Yngre Edda. Det berettes her, hvordan der i tidernes morgen var et kosmisk tomrum, kaldet Ginnungagap, som lå imellem to urverdener. Niflheim, en tåget verden af kulde og is mod nord, og Muspelheim, en varm og lys verden i syd. Frosten fra Niflheim og heden og gnisterne fra Muspelheim mødtes i Ginnungagaps mørke svælg og dannede dråber, hvorfra Ymer opstod.¹

Da jætten lagde sig til at sove, begyndte han at svede, og af hans venstre armhule voksede en mand og en kvinde frem. Denne evne til at parre sig med sig selv har fået nogle til at betegne Ymer som hermafrodit, altså både mand og kvinde.²

Også fra Ymers ben voksede der skabninger frem. Snorri kalder disse for rimturser, rimtrolde eller frostjætter (alt efter oversættelsen), men det er dybest set forskellige synonymer for en jætte.³

Vi ser altså, hvordan jætternes stygge natur går helt tilbage til de tidligste tider. Det bliver understreget i beskrivelsen af den monstrøse måde, de bliver skabt på,⁴ og dels ved at Snorri bruger ordene ‘rim’ eller ‘frost’ til at betegne dem, som for at minde os om, at jætterne har deres ophav i det kolde og mørke Niflheim. Snorri gør da også et nummer ud af at fortælle, at Ymer bestemt ikke var en gud, men en ondskabsfuld jætte. Præcis ligesom den slægt, der nedstammer fra ham.

Vi anser ham aldeles ikke for Gud, han var ond, og ligeledes alle hans efterkommere, som vi kalder rimturser.⁵

Verdens skabelse

I Ginnungagaps dyb blev et andet væsen skabt af dråberne af smeltet is. Koen Audhumbla, fra hvis yvere der løb fire floder af mælk, som Ymer drak af. Audhumbla fik selv næring ved at slikke på rimstenene i Ginnungagap, og efterhånden som hun slikkede, begyndte en stor og stærk mandsperson langsomt at kom til syne. Det var Buri, asernes stamfar.

Efter at Buri var blevet befriet fra saltstenen fik han sønnen Borr (med hvem vides ikke), som giftede sig med Bestla, en af Ymers efterkommere, og de fik sønnerne Odin, Vile og Ve. Med andre ord nedstammer ase-guderne delvis fra jætterne, som ellers er deres arvefjender.⁶

Lige fra begyndelsen var der strid imellem aser og jætter, og der gik ikke længe, før at Odin og hans brødre slog Ymer ihjel. Da jætten faldt, pulsede blodet ud af såret som en rivende flod, så at alle de andre jætter druknede. Undtagen Bergelmir, som førte slægten videre.⁷

Aserne transporterede Ymer til Ginnungagap og begyndte at skabe verden ud af hans lig. Jorden ud af kødet på hans krop, søerne og floderne af hans blod, bjergene af hans knogler og klipperne af hans tænder. Det blod, som vedblivende strømmede fra hans krop, blev til havene, og hans kranie blev til himlen, som havde fire hjørner, som hver blev holdt oppe af en dværg. Deres navne var Øst, Vest, Nord og Syd.⁸

Hedensk eller kristen skabelsesberetning?

Snorris beretning er vel at mærke skrevet flere århundreder, efter at nordboerne blev kristne, og selvom Gylfaginning er baseret på mytesagn med rødder i hedensk tid, mener forskere at kunne spore en kristen påvirkning.

Ikke fordi Snorri nødvendigvis opfattede den nordiske mytologi som djævelens værk, eller sine hedenske forfædre som depraverede afgudsdyrkere, som han følte sig nødsaget til at korrigere. Han synes snarere at have haft respekt for dem. De forsøgte at forstå Universet med den grad af religiøs indsigt, de nu engang besad; en slags instinktiv kosmologi. Men Snorri har måske strakt sig for at tilpasse den hedenske tro til kristendommens tro. Ikke ud af ond vilje mod de gamle guder, men nærmere for at støtte det, han så som gode takter i den nordiske mytologi.

Når Snorri beskriver, hvordan verden blev skabt, så laver han en skarp modstilling mellem is og ild – kulde og varme, mørke og lys, ondt og godt – som ligger tæt op ad den kristne måde at tænke kosmos på. De forskellige elementer, som Snorri bruger i sin fortælling, eksisterer godt nok i de oprindelige myter, men Snorri trækker polerne skarpt op.⁹

Både i den Yngre Edda og i den Ældre Edda går Ymer helt tilbage til tidernes morgen. Dengang hvor der hverken var jord eller hav eller himmel, kun et tyst, mørkt tomrum. Men der er en subtil forskel mellem den beretning, vi finder i Snorris Yngre Edda, og den vi finder i Vølvens Spådom fra den Ældre Edda, som menes at være mere tro mod de gamle myter. 

I Vølvens Spådom fortælles det, at Ymer allerede levede tilbage i de ældste tider, nærmest som en tidløs guddom:

En urtid var der,
da Ymer levede –
ingen sand, ingen sø,
ingen svale bølger.
Ej jord der var,
ej hvalv derover,
kun et tystnende tomsvælg,
ingen tue med græs.¹⁰

Altså ikke helt ulig beskrivelsen i Bibelens “Første Mosebog”:

Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.¹¹

I Gylfaginning citerer Snorri strofen fra Vølvens Spådom, men med en lille ændring. Han udelader Ymer og skriver i stedet, at i begyndelsen var der ingenting:

 I tiders morgen
var der intet til.¹²

Hos Snorri bliver urjætten altså skabt i tomrummet; måske for at der ikke skal være en alt for tydelig parallel mellem den hedenske jætte og den kristne skaber.

1. Gylfaginning, kap. 5. ↩︎
2. John Lindow: Norse mythology, s. 324. ↩︎
3. Karen Bek-Pedersen: Guder og gudinder i nordisk mytologi, s. 70. ↩︎
4. John Lindow: Norse mythology, s. 324. ↩︎
5. Gylfaginning, kap. 4. Oversættelse: Thøger Larsen. ↩︎
6. Gylfaginning, kap. 6. ↩︎
7. Gylfaginning, kap. 7. ↩︎
8. Gylfaginning, kap. 8. ↩︎
9. Kure Andersen: I begyndelsen var skriget. ↩︎
10. Vølvens Spådom, str. 3. Oversættelse: Olaf Hansen. ↩︎
11. 1. Mosebog. ↩︎
12. Gylfaginning, kap. 3. Oversættelse: Finner Magnusson. ↩︎