Nidhug

Nidhug og Yggdrasil

I den Yngre Edda fortælles det, at asken Yggdrasil har tre rødder, som holder det oppe. Den ene er hos aserne, den anden hos jætterne, og den tredje rækker over Niflheims rimtågede underverden. Under denne sidste rod findes kilden Hvergelmir, hvor Nidhug sidder og gnaver på roden fra neden.¹

At verdenstræet er i krise, berettes også i Grímnismál:

Større mén må asken lide,
end i mandhjem nogen aner:
Hjorten gnaver den foroven,
trødsket [svamp] rådner den på siden,
Nidhøg gnaver på dens rod.²

Nidhug er i øvrigt langt fra det eneste udyr i Niflheim. I Grímnismál står der også, at “flere orme under asken ligger der end nogen tænker”.³

Så meget for væsnerne nedenunder Yggdrasil, men der findes en lang række andre dyr, som er forbundet med verdenstræet:

En ørn sidder i askens grene, og den ved besked om mange ting. Imellem dens øjne sidder den høg, som hedder Vedrfålnir. Egernet Ratatosk render op og ned ad asken og bærer avindsord [hadske ord] mellem ørnen og Nidhågg. Og fire hjorte løber omkring i askens grene og bider knopperne.⁴

Hvad skal alle disse dyr hver især symbolisere? Som moderne læser, der ikke har adgang til de myter, der ligger bag, kan man godt føle sig lidt fortabt. Yggdrasil er som et miniature kosmisk økosystem, hvor man ikke helt forstår sammenhængene. Men Nidhug skal nok opfattes som et symbol på kaos, og det at han gnaver på Yggdrasil, der ellers står “evig-grønt”⁵, som en analogi over at liv og død er vævet sammen, og at alting forgår.⁶

I Vølvens Spådom fortælles der om et sted kaldet lig-kysten, som ligger “fjernt fra solen”⁷, altså fjernt fra alt hvad der er varmt og godt.⁸ På denne kyst ligger der en sal flettet af slangerygge, hvor slangehovederne vender ind i salen og drypper deres gift. Dette hæslige sted huser afdøde mordere, edsbrydere og mænd, der har forledt gifte kvinder ind i utroskab. Her sidder Nidhug og drikker af deres kroppe, mens et uhyre flår dem fra hinanden.⁹ Nogle mener, at lig-kysten skal forstås som en sted i dødsriget Hel.¹⁰

Nidhug og ragnarok

Efter opgøret mellem guderne og jætterne ved ragnarok, hvor verden går til i flammer, spiller Nidhug også en rolle.

I vølvens apokalyptiske profeti går under, men kun for at genopstå i en bedre udgave. Hun beretter om, hvordan markerne vil vokse igen, uden såsæd, og hvordan alt ondt vil bedres. I digtets næstsidste strofe fortæller hun om en sal, der er “skønnere end solen”, hvor gode mennesker skal bo og være lykkelige til evig tid. 

Men så, i digtets allersidste strofe, får Nidhug det sidste ord, for nu kommer den mørke drage flyvende fra et sted kaldet Nidefjeldene (“De Mørke Bjerge”). Over sletten kommer den susende med lig i fjerene.¹¹

Denne sidste, uhyggelige strofe er som et twist, der vender slutningen på hovedet, og man kan forestille sig, hvordan der er gået et gys igennem de gamle nordboere, der lyttede til vølvens fortælling. Den synes at antyde, at den nye og forbedrede verden kun er til for en stakket frist, og at der en dag vil komme et nyt ragnarok. Igen er Nidhug symbolet på dets komme.¹²

1. Gylfaginning, kap. 14. ↩︎
2. Grímnismál, str. 35. Oversættelse: Frederik Winkel Horn. ↩︎
3. Grímnismál, str. 34. Oversættelse: Frederik Winkel Horn. ↩︎
4. Gylfaginning, kap. 15. ↩︎
5. Vølvens Spådom, str. 19. ↩︎
6. John Lindow: Norse Mythology, s. 239. ↩︎
7. Vølvens Spådom, str. 37.] ↩︎
8. I nordisk mytologi er kulde forbundet med ondskab. ↩︎
9. Vølvens Spådom, str. 38. ↩︎
10. Anders Bæksted: Nordiske guder og helte, s. 37. ↩︎
11. Vølvens Spådom, str. 63. ↩︎
12. John Lindow: Norse Mythology, s. 239. ↩︎