Muspelheim er en af den nordiske mytologis ni verdener. Et lyst og hedt sted, som har nær forbindelse både til skabelsen af verden og til dens undergang. Den bliver vogtet af jætten Surt, der har et flammende sværd.
Skabelse og dommedag
I den Yngre Eddas skabelsesberetning fortælles det, at der i tidernes morgen var et stort tomrum kaldet Ginnungagap. Nord for dette mørke intet fandtes en verden af kulde og is ved navn Niflheim, og sydfor lå Muspelheim, der beskrives som “lys og hed”. En verden, hvor flammerne slikkede, og som var ufarbar for enhver, som ikke hørte dertil. Vogteren af dette rige var kæmpen Surt, som har et flammende sværd.
Da isen fra Niflheim bredte sig til Ginnugagap og mødte gnisterne og gløderne fra Muspelheim, blev der dannet dråber, og af de dråber opstod der liv i form af blandt andet urjætten Ymer og koen Audhumbla, der slikkede på en saltsten og til sidst frigjorde Burr – den første af guderne. Af disse urfigurer følger resten af skabelsen i den nordiske mytologi.1
Verdens skabelse og undergang er tæt knyttet sammen i Snorri Sturlusons beretning i den Yngre Edda, og allerede inden at han har fortalt om livets opståen i Ginnungagap, får vi at vide, at ved ragnarok vil Surt drage omkring og brænde verden ned.2
Muspelheim og kristendommen
Den version af den nordiske skabelsesberetning, som er beskrevet ovenfor, hvor isen og ilden mødes i Ginnungagap, finder man kun i den Yngre Edda, ikke i den Ældre Eddas mytekvad, og det er også kun i Snorris version, at ordet “Muspelheim” optræder. Ordet menes godt nok at have langt ældre rødder3, og vi møder det f.eks. i formen “Muspel” i Vølvens Spådom fra den Ældre Edda. Men her er Muspel ikke et sted i syd, men navnet på en jætte, der kom østfra (hvor jætterne boede) og ledte an i slaget mod guderne ved ragnarok.4
Snorris Edda er skrevet flere hundrede år efter kristendommens indførelse i Island, og det menes, at hans udlægning af skabelsen og ragnarok skal ses med in mente. Den skarpe modstilling mellem en underverden, Niflheim, hvor der var kulde og “al slags barskhed”, og en oververden, hvor der var “varmt og lyst”, synes at have taget nogen inspiration fra den kristne kosmologis Himmel og Helvede.
Surt, Muspelheims vogter, som drager hærgende omkring, er en englelignende figur, der straffer de hedenske guder, ligesom englene i Bibelen bekæmper Djævelen på dommedag. Når Surt brænder verden ned, skal det derfor ikke nødvendigvis opfattes som en dårlig ting, men som en retfærdig handling, ligesom der i Johannes Åbenbaring står:
Og således så jeg hestene i mit syn og dem, der red på dem: De havde ildrøde og dybblå og svovlgule brynjer på, og hestenes hoveder var som løvehoveder, og ud af munden på dem stod ild og røg og svovl. Med disse tre plager dræbtes en tredjedel af menneskene, med ilden og røgen og svovlet, som stod ud af munden på dem.5
Senere i Snorris beretning fortælles det, at når himlen og jorden er brændt ned, så vil der stadig være en fantastisk sal tilbage, der hedder Gimle. Her er der “klarere end solen” og her skal der bo “gode og retskafne mennesker” til evige tider.6
Forestillingen om ragnaroks ødelæggelse som grundlag for genfødsel er dog ikke unik for den Yngre Edda. I Vølvens Spådom, som regnes for at være mere autentisk i forhold til de hedenske rødder, fører jordens undergang også til en bedre verden. Også her hører vi om den “gyldentækkede” sal, Gimle, hvor de bedste mænd skal leve godt til evig tid.7
